Realisme, tak

Som den ene af to danske medlemmer af Europa-Parlamentet skal jeg til klimakonferencen COP17 i Durban, hvor verdens lande igen skal forsøge at nå til enighed om at reducere udledningen af CO2.

Naturvidenskab 3. december 2011 05:00

De globale klimaforandringer er en realitet. Derfor er det vigtigt, at verdenssamfundet efter COP17 står med brugbare resultater. Desværre har det ikke været realisme, der har præget klimadebatten hidtil. For mange politikere har det været vigtigere at lyde ambitiøs frem for at arbejde realistisk på at opnå resultater. Men vejen til resultater går gennem den rette balance mellem ambitioner og realitetssans. EU står lige nu for ca. 11 pct. af den globale udledning af drivhusgasser. Derfor kan vi intet gøre alene. Kina og USA er i den forbindelse altafgørende. Men Obama vil ikke kunne tilslutte sig en aftale, der forpligter USA på at reducere deres udledning af CO2, og Kina har først og fremmest fokus på fortsat at skabe økonomisk vækst. Japan, Canada og Rusland modsætter sig desuden en ny Kyoto-periode, hvilket vil udvande en eventuel forlængelse af aftalen. Derfor er det ærgerligt, at en forlængelse og udvidelse af Kyoto-aftalen stadig bliver nævnt som et succeskriterium for COP17. Den danske Klimakommissær Connie Hedegaard er langt mere realistisk, når hun har gjort det klart, at vi ikke får USA og Kina med til at sænke udledningen af CO2 inden 2020. Det giver rum til at fokusere på at få lavet aftaler, som rent faktisk bliver til noget, og som derfor vil kunne gøre en forskel i sidste ende. EU stiller som betingelse for en forlængelse af Kyoto-aftalen, at der bliver lavet en køreplan for, hvornår resten af verdens lande indgår i forpligtende aftaler. Det er i princippet fornuftigt, men det vil ikke løse problemerne. Vi vil få en masse papirer med en masse hensigter, men i sidste ende vil de enkelte lande kun omstille til grøn energi, hvis det kan betale sig og er realistisk. Lad os i stedet få nogle aftaler mht. skovrydning i Latinamerika. Lad os få nogle brugbare løsninger om udbygningen af vedvarende energi, og lad os få lavet effektive aftaler om vidensdeling. Og lad os tage fat på problemerne med madspild. Spild af mad står for omkring 14 procent af verdens CO2-udledning, og vi ville kunne løse en række økonomiske og sociale udfordringer på samme tid. Det vil gøre en konkret forskel, som er meget mere brugbar end en abstrakt aftale om 2050-målsætninger. Vi lærte det allerede i København. Det er ikke i FN-regi, at de store skridt på vej mod en grøn revolution skal findes. Den nødvendige omstilling vil komme nede fra, hvor Danmark udgør et godt og konkret eksempel for resten af verden. EU skal ikke hænge sin hat på COP17, og det skal Danmark heller ikke. Vi skal bare selv komme i gang. COP17 vil ikke løse verdens udfordringer, og alle andre påstande vil være at føre befolkningen bag lyset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...