EMNER

Reality med eller uden

Hvor er det befriende, at unge gerne vil være voksne. Eller i hvert fald stræber efter at tilegne sig viden og dømmekraft nok til at kunne praktisere en smag, som går ud over det individuelle underholdningsbehov.

Tem Frank Andersen

Tem Frank Andersen

Hvor er det befriende at høre, at unge er trætte af den nye bølge af realityshows, hvor festen tager overhånd, og hvor ovenud selvsikre unge giver den gas (eller tror, at de giver den gas). Hvor er det befriende, at det ser ud til, at unge begynder at omfavne pligten som omdrejningspunkt for dannelsen af en identitet og dermed sparker hedonismen til hjørne og i den bevægelse siger nej tak til behovet for at spejle sig i noget, der ikke er virkeligt, selvom det bliver kaldt reality. Der er bare et problem, eller måske snarere et problemkompleks. Det kan godt være, at realitygenren er vokset ud af dokumentarismen og viljen til på én gang at vise og demaskere den verden, som vi ikke kan undgå at tage del i. Men reality er ikke længere reality. De første realityshows var faktisk familie-tv. Det blev så til ungdoms-tv. Reality-tv har lært os gennem de sidste 40 år, at tv gør det ordinære ekstraordinært. Og med internettet og sociale medier har vi lært, at skellet mellem dem, der producerer, og dem, der forbruger tv, ikke er skarpt. Dette problemkompleks gør, at vi ikke kan komme uden om reality, uanset om vi betragter det som et særligt (medie)format eller en særlig tilgang til at efterspørge oplevelser. Spørger man unge på vores ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser, om de ser reality-tv, svarer de ikke klart ja eller nej. I en blanding af skyld og overgivelse fortæller de, at reality-tv er for meget, men at de - et eller andet sted - er nødt til at følge med. For uanset hvor voksne de stræber efter at blive, eller hvor voksne de faktisk er, forsvinder behovet for at flirte med det pinlige, det ungdommelige og det festlige ikke. Det medialiserede menneske har brug for sine distraktioner, underholdning, spas og andet mediegejl. Metabudskabet er imidlertid klart: Unge vil gerne tages alvorligt. Unge vil ikke sættes i bås som en flok umodne hedonister. Og de vil slet ikke tages som gidsler af en mediebranche, som i god tro og med seertal til at bakke det op fortsætter med at producere til den store realitykarrusel. Men samtidig vil de unge ikke nægtes oplevelser. De vil godt sige nej, men på personlige præmisser. Der er jo ikke nogen, der skal overvåge, at smagsdommen lyder "nej til reality", men at hverdagen leves i lyset af skærmens farverige skær. Der gemmer sig en dannelsesudfordring her. Det handler ikke så meget om, at unge skal lære at læse flere bøger og foretrække det monetære knæfald for realkreditlånet. Dannelsesudfordringen går ud på at finde ud af, hvad det vil sige at blive og være voksen, og hvordan det kommer til udtryk i hverdagens medieforbrug. Det er ikke nogen nem udfordring, men det er en uomgængelig udfordring, som i bund og grund handler om den kulturelle "overdragelsesforretning" mellem generationen, som er "på vej ud", og generationen, som er "på vej ind". Denne overdragelsesforretning har flere præmisser. Den første præmis går ud på, at rollemodeller for det at blive og være voksen ikke kan findes ved at "se tilbage". Var det tilfældet, ville unge stoppe med at kalde sig unge, når de nåede 15-års-alderen. Rollemodellerne skal ikke findes postfigurativt, som den amerikanske antropolog Margaret Mead kaldte det i 1970'erne. I forhold til medier giver det ikke nogen mening at ville forsage vor tids skærmmedier, for det er ikke udannet eller uvoksent i sig selv at se fjernsyn eller interagere med realitystof. Den anden præmis handler om, at det at blive voksen indebærer at kunne forvalte et distinktionshierarki. Oversat betyder det at have smag og at vide, hvad der er bedre end noget andet (når det kommer til kulturforbrug). Problemet er imidlertid, at unge står over for at skulle forvalte et distinktionshierarki, som ikke må miskende, og som - et eller andet sted - ikke må ekskludere. Paradoksalt nok er det netop nedbrydningen af smagshierarkiet, som har ført os og de unge hen i den position, hvor det er nødvendigt at etablere et smagshierarki. For uden smagshierarki, ingen rollemodeller. Og uden rollemodeller er der ingen vej til at blive voksen. Den tredje præmis handler om, at vi har etableret institutioner, som favoriserer en særlig model for at blive og være voksen. Paradoksalt nok er vores institutioner netop med til at fastholde unge i rollen som unge og netop ikke voksne. Det gælder også medierne og realitygenren. Umiddelbart tegner det ikke positivt. Der skal ske noget fundamentalt. Måske kommer det af sig selv, hvis de rigtigt store kriser sætter ind. Menneskets 25.000-årige artshistorie viser, at vi både er tilpasnings- og overlevelsesdygtige. Måske har biologien sine egne reguleringsmekanismer. Man kan i hvert fald påstå, at det at blive voksen handler om dannelse af stadigt mere kompleks kognitive mønstre og kognitiv kapacitet, så det at blive voksen sker af sig selv. Man kan så spekulere i, om den menneskelige biologi kan vinde over vores evne til at skabe kultur, som på områder netop søger at sætte parentes omkring "naturlige udviklingsstadier". Men uanset hvad er det befriende, at unge - med reality-tv som omdrejningspunkt - på skrift og i tale melder ud: Vi vil være voksne! Eller: Vi vil i hvert fald ikke være unge på den måde. som medierne, institutionerne og den ungdomsfikserede kultur søger at presse os ind i. Dette er måske svanesangen for "Paradise Hotel"! Tem Frank Andersen, ph.d. og medieforsker ved Aalborg Universitet