Reamonn er både rolig og rå

Coverfoto

Coverfoto

CD - ROCK Reamonn: ”Wish” # # # # ¤ ¤ Reamonn er på en og samme gang rolig og rå rock, der stille, men støt vil sætte sig under huden på de fleste rockelskere af den bløde og lettere melankolske slags. Med deres fjerde album ”Wish” har det tysk/irske band produceret en håndfuld iørefaldende og solide sange, der både kan gøre sig på minianlægget i dagligstuen eller som baggrundsbeat til fest. Lyden er sin egen, men man kan alligevel ikke lade være med at få associationer til det tidlige U2, når man hører flere af sangene på albummet. Derfor kan det undre, at bandet indtil nu har været et næsten ubeskrevet blad i Danmark, som ellers elsker den slags musik. Men ok, selvom forsanger Rea Garvey har samme sound og rent faktisk også irske aner som Bono, så er der selvfølgelig stadig forskel. Albummet starter lige på og alligevel blødt med et af de flotteste numre. Titelnummeret ”Wish” er faktisk et verdensband værdigt, og mens det spiller, sidder man tilbage med ønsket om at høre nummeret live, fordi det bliver sunget med en dybtfølthed, som giver ståpels på det meste af kroppen. ”Wish” er ifølge bandet også budskabet for hele albummet, som de gerne vil servere som en rejse, hvor ønsker og drømme bliver opfyldt, og det lidt flyvske tema passer egentlig ganske godt til de fleste numre. Det er ”Sometimes” i den anden ende af pladen et godt eksempel på, som er en slowstarter, der ender med at blive en kraftfuld omgang rock, hvor forsangerens stemme nærmest ryger over i en sound, som hos danske Baal. Foruden den irske forsanger er bandmedlemmerne fra Tyskland, men der er på ingen måde maskinagtig tysk præg over lyden. Cd’en har en sjov og nyskabende feature for de fans, som benytter deres computer til at afspille albummet. Bandet har lavet deres egen media player i flot design og med detaljer om bandet, og tiltaget er egentlig meget forfriskende, fordi man slipper for den kedelige media player, man kender fra Windows. Alt i alt har Reamonn en fed lyd og har allerede bevist deres værd med tre platinalbums bag sig. Med det fjerde og meget vellykkede album, bryder de måske helt igennem til det meste af Europa og til det danske publikum. De har i hvert fald fået en ny dansk lytter. Rasmus Boserup rasmus.boserup@nordjyske.dk @Brød.9.: [ Reamonn - ”Wish” 13 numre og en Reamonn Media Player Universal Music, vejl. 149 kr.