Rebeller vinder kundekamp

Nordjyske handelsstandsforeninger holder stædigt fast i fælles åbningstider - det kan koste butikker livet

Detailhandel 1. april 2005 23:49

NORDJYLLAND: Det er slut med detailhandelens stive lokale aftaler i handelsstandsforeninger og centerforeninger, hvor åbningstiden er ens - og hvor butikkerne er enige om at være halvdårlige allesammen. Så kontant lyder vurderingen fra direktør Poul Erik Jacobsen, PEJ Gruppen i Herning. Gennem en årrække har firmaet analyseret forholdene i detailhandelen. Og her forventer man, at den massive liberalisering, som et flertal i Folketinget nu lægger op til, vil vælte branchen på hovedet. - Fremtiden vil se helt anderledes ud. Vi vil opleve en masse hybridbutikker, hvor mange af de kendte brancher vil flytte sammen i nye butiksstrukturer, og der vil blive tænkt om hele tiden, vurderer Poul Erik Jacobsen. Fælles fodslaw tæller Fredag lavede NORDJYSKEen rundspørge til landsdelens største handelsstandsforeninger. Her tegner der sig et billede af forbehold og modstand mod udsigten til, at en ny lukkelov blandt andet giver butikkerne mulgihed for at holde åben 20 søndage om året. - Indtil videre fastholder vi, de søndage vi har planlagt at holde åbent i år. Hvis der bliver en tendens til, at der virkeligt bliver åbnet op andre steder, vil vi lynhurtigt reagere, siger Flemming Thingbak, citychef i Aalborg Storcenter. I Frederikshavn mener formand for handelsstanden, Eyvind Nielsen, ikke, at der er brug for flere søndage, hvor butikkerne kan holde åbent. - Vi udnytter ikke i dag, alle de søndage vi kunne, og jeg tror ikke, at vi vil bruge 20 søndage frem over, siger Eyvind Nielsen. Dog kan handelsstanden blive presset til det fra andre byer. - Hvis vi kommer i en situation, hvor andre byer holder åbent, må vi overveje det, siger han til NORDJYSKE. Samme billede tegner sig i Hobro. - Umiddelbart sker der ingen ændringer i år. Det er en svær sag for de mindre butikker, hvis de skal til at have ufaglært personale om søndagen, mener Wickie Nielsen, formand for Hobros handelsstandsforening. Og hun ser heller ikke foreløbig nogen ændring i åbningstiderne ugen igennem, så nogle butikker måske holdt lukket en tirsdag formiddag. - Det er svært at få opbakning til den holdning, og det vil ikke ske i den nærmeste fremtid. Vi foretrækker, at der er enighed om åbningstiderne, påpeger hun. Kun i Hjørring tager formand for handelsstandsforeningen, Tom Barnbæk, brodden ud af debatten om lukkeloven. - Fremtiden bliver nok, at vi ingen lukkelov har, konstaterer han. De nordjyske reaktioner er ifølge direktør Poul Erik Jacobsen fra PEJ Gruppen i Herning helt forventelige. Men han er samtidig stensikker på, at situationen er anderledes om blot et år. - Det er en stor mundfuld for de handlende lige nu. Men der er ikke så meget at gøre ved det. Vi lever i en tid, hvor forbrugerne og samfundet vil give den individuelle forretningsdrivende større muligheder. Med liberaliseringerne bliver der åbnet op for, at dem der vil noget, de kan gøre noget. Og dem der ikke vil, de kan lade være, siger PoulErik Jacobsen. Han forventer samtidig, at modige og rebelske butiksejere vil gøre oprør mod handelsstandsforeningerne. For kun på den måde kan de styrke deres egen forretning og muligheden for at overleve. - Der vil ske et opbrud på åbningstiderne, fordi der vil være nogle butikstyper - de store - der principielt altid har åbent. Samtidig vil faghandelen og de mindre butikker vokse i antal, fordi det bliver OK at åbne og lukke, når det passer indehaveren. I Hjørring er handelsstandsforeningens formand, Tom Barnbæk, meget på linie med de nyeste tanker om butiksførelse. Hjørring by er nemlig presset af åbningen af et nyt storcenter. - Centret har åbent 10-19, og vi lukker halv seks i dag, siger han og mener, at butikkerne skal indrette sig på den nye indkøbskultur. - Forbrugerne vil gerne handle, når de har fri. I fremtiden vil vi muligvis reklamere med minimumstider, hvor butikkerne vil være åbne. Og måske holde lukket en tirsdag formiddag. Det er man nødsaget til, hvis man er en mindre butik med to ansatte. Og vi kan i dag alligevel se, hvornår butikken har kunder og salg, pointerer han. Udmeldingen får ros fra direktør Poul Erik Jacobsen fra PEJ Gruppen. - Masser af butikker kan med stor fornøjelse lukke både tirsdag, onsdag og torsdag formiddag. Og det kommer helt af sig selv - det er bare noget man i begyndelsen skal sluge med et ordentligt suk, mener han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...