Hornum

Reberbane- drømmen er slukket

HORNUM:Lokalhistorisk forening i Hornum har opgivet at redde byens gamle Reberbane. I foråret besluttede bestyrelsen at indlede et stykke seriøst arbejde for at finde 300.000 kroner, så det blev muligt at købe den næsten 100 meter lange bygning fra 1899. Men forleden blev bygningen solgt. - Vi har erkendt, at der ikke er mere at gøre, siger Frede Larsen, der er formand for Lokalhistorisk Forening. Han lægger ikke skjul på, at foreningens bestyrelse er ked af, at det ikke lykkedes at rejse pengene. - Desværre kom vi aldrig ret langt i bestræbelserne på at finde pengene, konstaterer Frede Larsen. Lokalhistorisk Forening havde gerne set bygningen indrettet som museum over en af byens mest kendte virksomheder. Reb fra Rebslageriet i Hornum var nemlig kendt viden om i de næste 100 år familien Nielsen drev rebslageriet. Det lukkede først, da Aage Nielsen, der var sidste rebslagergeneration, gik på pension i begyndelsen af 90'erne.