Rebild bag ny naturbog

14 kunstnere med særlig interesse for naturen inviteret til at komme og udføre bogillustrationerne under ugelangt ophold

Ole Jensen ogClaus Søndberg (foto)
Preben Andersen i gang med at udføre sin akvareltegning af gamle krogede træer langs kanten af Madum Sø. Træer i alle afskygninger er i forvejen hans yndlingsmotiv som autodidakt kunstner med mangeårig base i Fredericia.
Rebild 31. maj 2018 18:52 - Opdateret 1. juni 2018 08:58

REBILD: 14 kunstnere fra hele Danmark bevæger sig i denne uge rundt i hele Rebild Kommune på jagt efter at indfange det gode motiv ude i naturen.

De er medlemmer af gruppen Danske kunstnere for natur og miljø, og det en blandet forsamling af professionelle og dygtige amatørkunstnere, der deler deres brændende interesse for naturen.

- Hvert år river vi en uge ud af kalenderen og finder vores motiver et sted i Danmark. Det er Rebild Kommune, der har inviteret os i år og står som værter for vores ophold på Rebild Vandrehjem. Det er et fantastisk sted i flotte naturomgivelse lige uden for døren, og værtinden Vivi Schnefeld laver pragtfuld mad til os. Især hendes desserter er fantastiske, blandt andet gammeldags citronfromage den anden aften, fortæller deltager Preben Andersen fra Fredericia med et næsten drømmende udtryk i øjnene.

Han har valg at tilbringe torsdag formiddag ved bredden af Madum Sø tæt på badebroen.

Her er han i fuld gang med at lave en akvareltegning af en gruppe gamle træer, hvoraf enkelte er tæt på at vælte af alderdom.

Livslang interesse for naturen

Han er efter eget udsagn autodidakt og arbejder både med tegning, akvarel og maleri.

- Sammen med ornitologi er det mine to store interesser, som jo hænger tæt sammen og som jeg har haft lige fra barndommen af. I den forbindelse er naturen her rundt i Rebild Kommune jo et fantastisk sted, og alene her ved Madum Sø og den anden dag ved Blåkilde har jeg også set flere musvåger og hvepsemåger samt hør gøgen adskillige gange, forklarer han.

Preben Andersen regner med at nå at lave omkring otte akvareller af hans yndlingsmotiv, nemlig træer i alle afskygninger.

Hver enkelt tager omkring tre til fire timer at lave ude i naturen, og om aftenen på vandrehjemmet bliver de færdiggjort.

- Det er med akvarelmaling et spørgsmål om den helt rigtige farvelægning, fordi billederne jo skal opleves indendørs. De bedste af alle vi 14 kunstneres meget forskellige motiver ude i naturen her rundt i Rebild Kommune i løbet af ugen ender i en naturbog, som kommunen udgiver på et tidspunkt. Den står selv for tekstdelen, fordi den i invitation til os i kunstnergruppen har listet en lang række forskellige naturlokaliteter op, som den kunne ønsker vi skal illustrere på forskellig vis, påpeger Preben Andersen.

Han kalder selv det ugentlige tætte samvær med de andre i kunstnergruppen for et af årets store oplevelser, og han nyder som pensioneret danseskoleejer i Fredericia at kunne nyde fritiden til sine to store hobbyer året rundt.

Borgmestersekretær Niels Larsen er praktisk tovholder for kunstnergruppens aktuelle ophold i Rebild Kommune.

- Det er dog ikke mig, der står bag invitationen, men direktør Flemming Lehbert Sørensen, der kender gruppen fra sit tidligere arbejde i Holstebro Kommune. Selve tidspunktet for bogudgivelsen i 2019 og oplagets omfang er endnu ikke fastlagt, da det også afhænger af resultatet af søgte fondsmidler, påpeger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...