Rebild-far undgår forvaring og får 12 år

Vestre Landsrets straf i Rebild-sagen er historisk. Det er den strengeste tidsbestemte straf på området.

Rebild-far undgår forvaring og får 12 år

Vestre Landsret ændrer dommen i Rebild-sagen til fængsel i 12 år. Den dømte mand blev i byretten idømt en tidsubestemt forvaringsdom for misbrug af ni børn.

Dommen på 12 års fængsel til den 56-årige mand er den højest mulige tidsbestemte straf for de forbrydelser, som manden er dømt for, og den er den strengeste af sin slags på området i danske sager.

Den 56-årige mand blev i byretten idømt en tidsubestemt forvaringsstraf. Den dom valgte han at anke til Vestre Landsret.

Med afgørelsen følger Vestre Landsret den linje, som retten selv lagde i forbindelse med den såkaldte Brønderslev-sag.

Her blev en far af Retten i Hjørring idømt forvaring, men Vestre Landsret valgt at ændre straffen til 11 års fængsel. Det var på det tidspunkt den strengest mulige straf på området, men det er nu overgået.

Faren i Rebild-sagen er i landsretten dømt for groft seksuelt misbug af otte børn. Seks af børnene er hans egne. Overgrebene blev indledt tilbage i 1994. Dengang gik det ud over mandens søn, som var fem år på det tidspunkt.

I byretten blev manden desuden dømt for overgreb mod sin yngste datter, men det er han blevet frifundet for i landsretten.

Borgmester i Rebild Kommune Anny Winther (V) har erkendt, at børnene skulle være fjernet. Kommunen har efterfølgende fyret tre kommunalchefer på grund af sagen.

Børnenes bistandsadvokater har oplyst til Ritzau, at man ikke vil forsøge at få tilkendt erstatning fra kommunen på grund af dens svigt.

Retten har dog bestemt, at manden skal betale store erstatninger til de forurettede børn. Hvis ikke han er i stand til at betale, vil børnene få pengene fra statskassen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.