USA

Rebild- fest holder flyttedag

REBILD:Fra 2008 er det slut med hvert år at fejre USAs uafhængighedsdag i Rebild Bakker 4. juli. Som en del af fornyelsen af den traditionsrige begivenhed har bestyrelsen nemlig valgt at flytte festen. - Frem over holdes festen i den weekend, der ligger tættest på 4. juli. Bestyrelsen har taget konsekvensen af, at der ikke er nogen, der har fri på grund af den amerikanske uafhængighedsdag. - Vi vil selvfølgelig gerne have, at alle har mulighed for at være med, så tidspunktet skal ikke længere være en forhindring for at deltage i Rebildfesten, siger generalsekretær i Rebildselskabet Finn Munk. Det ligger endnu ikke fast, om festen næste år holdes lørdag 5. juli eller søndag 6. juli. De senere år er antallet af deltagere i Rebild Bakker konstant faldet, og der har været talt meget om fornyelse for at holde 95-års tradition i live. På selskabets årsmøde i Denver, Colorado, USA i marts skortede det ifølge generalsekretæren ikke på gode idéer til fornyelse. Og til næste år ser programmet lidt anderledes ud, lover Finn Munk. - Jeg vil gerne opnå, at folk, der ser reklamer for Rebildfesten falder over et eller flere navne, de bare må opleve. Både på talersiden og på underholdningssiden, siger Finn Munk.