Rebild-forsvarer tilfreds med fængselsdom

Selv om 12 års fængsel er den hidtil hårdeste straf på området, er Rebild-farens forsvarer tilfreds.

Rebild-forsvarer tilfreds med fængselsdom

- Når det ikke kunne blive frifindelse, så er det et tilfredsstillende resultat, siger Leif Staal.

Han er forsvarer for den 56-årige far i den såkaldte Rebild-sag, som torsdag blev idømt 12 års fængsel ved Vestre Landsret efter massivt misbrug af i alt otte børn igennem en årrække.

Ved byretsdommen i marts fik manden en tidsubestemt forvaringsdom. 12 års fængsel er den længste tidsbestemte dom i en sag af denne karakter i Danmark.

- Men det er bedre end forvaring efter min opfattelse, siger Leif Staal, der på grund af sin tavshedspligt ikke kan fortælle, hvordan den dømte reagerede på landsrettens dom.

Rebild-sagen indbefatter 10 anklagepunkter, hvor den 56-årige var tiltalt for groft seksuelt misbrug af syv af sine egne børn og to børn, der var venner med den ene datter.

Landsretten fastslog, at faderen er skyldig i 9 af de 10 punkter, men kunne ikke finde beviser for, at han havde forgrebet sig på familiens yngste datter, som det var tilfældet i byretten.

Børnene kan se frem til erstatninger på samlet set mere end 800.000 kroner i det, der er blevet kaldt en af de værste sager om børnemisbrug i Danmarks-historien.

Ifølge forsvarer Leif Staal vil en sag af sådan en karakter altid gøre indtryk - selv på en en professionel advokat

- Selvfølgelig gør beskyldninger om overgreb på børn altid indtryk. Det gør det selvfølgelig. Men det hører med til arbejdet, at man også får den type sager.

Anklageren overvejer nu, om sagen kan ankes til Højesteret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.