Rebild Harmoniorkester giver julekoncert

REBILD:De går frisk til den, de første tyve som har meldt sig til at spille i det nystiftede Rebild Harmoniorkester. Prøverne starter lige efter efterårsferien på Skørping skole og de fremmødte ved den stiftende generalforsamling vil arbejde på, at den første koncert allerede bliver givet til jul. Efter blot tyve timers øvelse, fortæller orkestrets første formand, Poul Overgaard Pedersen, Støvring. Den øvrige bestyrelse blev også fundet på generalforsamling lige som orkesterleder er ansat. Det er Henrik Lutzen, Aalborg, tredje års studerende ved Nordjysk Musikkonservatorium, trompetist i Nordjysk Brassband og dirigent for Aalborg Brassband. - Ved ¿fødslen¿ tæller medlemslisten 16 personer, hovedsageligt alderspensionister, fortsætter orkestrets formand. De ældste medlemmer er 92 og 85 år, så man vil gå på jagt efter yngre medlemmer blandt elever og lærere ved musikskolerne. Den ideelle orkesterstørrelse er 30 musikere, og der er især brug for piber og trommer. Det vil sige tværfløjter og slagtøj. Kontingentet er sat til 200 kroner for resten af indeværende år og det nystiftede orkester håber på velvilje fra sponsorer, da det er for sent i år at søge kommunen om støtte. Repertoiret bliver de sidste halvandet hundrede års populærmusik, lige fra Strauss til Beatles.