Rebild-opera ikke noget fyrtårn

Kulturråd tvivler på sommer-opera som fremtidens løsning

STØVRING/REBILD:Det er helt fint med sommer-opera i Rebild Bakker. Men det er ikke nyskabende nok til at kunne være et kulturelt fyrtårn for den nye Rebild Kommune. Det er holdningen hos Støvring Kulturråd, der tidligere har anbefalet, at byrådet ikke bør støtte projektet i nabokommunen Skørping økonomisk, selv om man snart forenes i en ny enhed under navnet Rebild. At Økonomiudvalgets flertal så har bevilget en støtte på 75.000 kroner til koncerten til sommer er en anden sag. - Det kan blive en fin og hyggelig eftermiddag med opera i bakkerne. Men projektet udgør efter vores vurdering ikke noget fyrtårn. Det har ikke den originalitet, vi savner. Der findes en del lignende arrangementer rundt om i landet, siger formanden for Støvring kulturråd, højskolens forstander Claus Skjold Larsen. Det spiller også ind på vurderingen, at operaen i Rebild har haft svært ved at trække tilstrækkelig med tilskuere til sig. Her har rådet også bemærket, at projektet som sådan ikke har ændret sig, kun arrangørerne bag det. Kort sagt: Den nye Rebild Kommune kan markere sig mere ved at satse på andre begivenheder. Digital festival - Vi er ikke nået til at tale fælles kulturstrategi med Nørager og Skørping Kommuner, men vi synes godt, at vi kan tillade os at være ambitiøse. Vi synes at der er langt mere potentiale i at støtte Den Digitale Kunstfestival. Sådan en findes der kun én af i Danmark, uddyber Claus Skjold Larsen. Den Digitale kunstfestival blev afholdt i efteråret i Thingbæk Kalkminer i et samarbejde mellem Aalborg-firmaet Cumedin, Støvring Kommune og Aalborg Universitet. Aftalen er at gentage festivalen i 2005 på nogenlunde samme niveau mens den skal bredes den geografisk længere ud det følgende år. Det kunne blive til hent andre steder i en ny Rebild Kommune. Kun penge til i år Økonomiudvalgets bevilling på 75.000 kroner til Operaen i Rebild gælder kun i år. Man er altså ikke forpligtet af beløbet til fortsat støtte de kommende år, men en sådan vil givet blive et diskussionspunkt, når Støvring skal finde fodslaw med Nørager og Skørping Kommuner fra næste år. Økonomiudvalget fulgte i høj grad forvaltningens indstilling. Den nævnte blandt andet, at arrangementet kunne udvikle fællesskab og fælles identitet mellem de nye partnere i Rebild kommune.