EMNER

Rebild-rebellerne går på barrikaderne igen

I år er det 30 år siden aktivister stormede Rebildfesten på hesteryg

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jørgen Trap husker tydeligt rebildfesten 1976. Han var sammen med kollegerne i bakkerne for at passe på deltagerne og han erkender, at Solvognens aktion kom helt bag på autoriteterne.FOTO: LARS PAULI

REBILD:- Jeg kan huske, at der pludselig stod en hel flok heste på toppen af bakken, og pludselig red de ned mod os. Jeg tænkte: Hvad i alverden sker der dog? Sådan husker Jørgen Trap Rebildfesten i 1976. Han var dengang ansat som vagthavende hos Hobro Politi, og var med på Rebildfesten, hvor han skulle passe på de 30.000 deltagere. Pludselig blev festen løbet over ende af aktivister fra den politiske teatergruppe Solvognen fra København. - Vi troede, vi havde tænkt på alt, men det de lavede der, kom bag på os, griner Jørgen Trap. - Selvom det var voldsomt kom ingen til skade, siger han om optrinnet, hvor 56 blev anholdt. Skuespiller Britta Lillesøe var medstifter af Solvognen dengang, og hun er med nu, hvor Solvognen, som omtalt i NORDJYSKE torsdag, er genopstået. Happening i København På tirsdag 4. juli laver Solvognen en happening i København, som en protest mod de forhold, fangerne lever under på den amerikanske Guantanamobase på Cuba. NORDJYSKE spurgte, om Solvognen også sender en delegation til Nordjylland, hvor det præcis er 30 år siden, at den landskendte aktion i Rebild Bakker fandt sted. - Nej, det har vi ikke planer om, siger Britta Lillesøe med masser munterhed i stemmen. Hun husker tydeligt aktionen i Rebild Bakker. - Vi var rigtig mange, og vi var udklædt som indianere og andre undertrykte folkefærd. Ideen var at huske folk på, at der boede indianere i Amerika før nybyggerne kom. Vi var imod, at de kun fejrede de hvide amerikanere til Rebildfesten, fortæller Britta Lillesøe. Aktivisterne havde poser med okseblod inden under tøjet, som gik i stykker, når betjentene tog fat. - Blodet skulle symbolisere ofrene for amerikanernes krigsglæde. Nogle af betjentene sagde, at de forstod os, mens andre var ret hårdhændede ved os, husker skuespilleren. Hun blev anholdt og fik efterfølgende en bøde for sin deltagelse. Men der bliver altså ikke noget comeback til Rebild. - Man gentager jo ikke en succes, så jeg tror, vi bliver i København, siger hun. Hun fortæller, at Solvognen genopstår under navnet Teatergruppen Trundholm Mose, fordi aktivisterne er blevet nogle gamle mosefund. Der er dog også kommet yngre medlemmer til.