Arkæologer gør usædvanligt fund nær Rold Skov

I forbindelse med etablering af et nyt skovområde har arkæologer fundet spor efter 6000 år gammelt gravanlæg

I forbindelse med en prøveudgravning har arkæologer fundet spor efter en langhøj. Foto: Nordjyske Museer

I forbindelse med en prøveudgravning har arkæologer fundet spor efter en langhøj. Foto: Nordjyske Museer

REBILD:Spor efter sjældent gravanlæg fra stenalderen er blevet fundet ved Blenstrup i Østhimmerland nær Rold Skov i Rebild.

Fundet er sket af arkæologer fra Nordjyske Museer under en prøveudgravning i forbindelse med etablering af et nyt skovområde.

Der er tale om spor fra en periode i Danmarkshistorien, der ligger 6.000 år tilbage i tiden. Det var dengang, de første bønder begyndte at rydde urskovene for at opdyrke landet.

- Det er en utrolig spændende og i dag meget sjælden anlægstype, som meget få arkæologer kommer til at undersøge i deres karriere, siger museumsinspektør Thomas Rune Knudsen i en pressemeddelelse fra Nordjyske Museer. Det er ham, der har tilsynet med fredede fortidsminder i hele Nordjylland.

Ifølge gamle registreringer skulle der i området have ligget en gruppe af seks gravhøje. Derfor blev arkæologerne også overraskede, da de opdagede, at området, foruden et par sløjfede gravhøje, også gemte en såkaldt langhøj, som er et monumentalt og kompliceret gravanlæg.

Langhøje blev opført af de tidligste bønder for at ære deres forfædre og for at markere en form for tilhørsforhold til jorden, skriver Nordjyske Museer i pressemeddelelsen.

Gravformen ændrede sig fra de mere beskedne jordfæstegrave til større gravkomplekser, som det der er fundet ved Blenstrup, i takt med, at landbruget blev mere udbredt i de tidlige jæger- og samlersamfund, skriver museet.

Foto: Nordjyske Museer

Foto: Nordjyske Museer

En af de største i Danmark

Langhøjen ved Blenstrup er 90 meter lang og cirka 13 meter bred og er blandt en af de største, som er udgravet i Danmark.

Fra andre langhøje ved man, at de tidlige langhøje ofte har haft et træbygget gravkammer, som kan have indeholdt én eller flere personer. Ved langhøjene kan der også være foregået ofringer af lerkar og andre genstande, og langhøjene er i det hele taget forbundet med komplicerede ritualer både efter og under byggeriet, skriver Nordjyske Museer.

Langhøjen fortsætter mod syd på den anden side af Kastrupvej ind på en dyrket mark, som ikke er omfattet af udgravningen. Det kan ske, at centralgraven kan findes her, og det er muligt, at en nyopdaget stenbygget grav også kunne høre til langhøjen.

Nordjyske Museer oplyser, at arkæologerne vil arbejde videre med de stadig ubesvarede spørgsmål, som udgravningen skrider frem hen over sommeren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden