Flygtende tyv brasede ind i bil for at slippe væk efter indbrud i cykellager

Politiet efterlyser skadet ældre høj sølvgrå kassevogn i forbindelse med indbrud

Arkivfoto

Arkivfoto

STØVRING:En flygtende indbrudstyv kørte natten til onsdag direkte ind i en bil, der var parkeret så den skulle forhindre indbrudstyven i at stikke af fra en adresse på Porsborgparken i Støvring.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.

- Vi fik et kald fra en anmelder klokken 01.23 om, at han havde fået en alarm fra et lager hos en virksomhed i Porsborgparken i Støvring. Anmelderen var kørt derud og kunne, da han kom til stedet, konstatere, at der i indkørslen holdt en høj ældre sølvgrå kassevogn. Anmelderen forsøgte at parkere sin bil, så den spærrede flugtvejen for bilen, da han havde mistanke, at der var et indbrud i gang. Og det var der også, forklarer Jesper Sørensen.

Bygningen på Porsborgparken rummer et større cykellager.

- Men indbrudstyven eller tyvene - vi ved ikke, om der var en eller flere gerningsmænd - påkørte i den sølvgrå høje ældre kassevogn anmelderens bil og slap på den måde væk fra stedet i ukendt retning, fortæller vagtchefen.

Der er ved indbruddet stjålet et endnu ukendt antal cykler fra lageret.

Jesper Sørensen vil meget gerne høre, hvis folk har kendskab til en sådan kassevogn, der nu har en del skader. Er der eventuelle vidner eller folk med kendskab til bilen, så vil politiet gerne høre fra dem på telefon 1-1-4.

Anmelderen kom ikke til skade ved påkørslen af bilen i indkørslen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.