Kim Edberg klar til Folketinget

Valgt af Nye Borgerlige som spidskandidat i Nordjyllands storkreds ved næste folketingsvalg

Tidligere byrådsmedlem for Dansk Folkeparti Kim Edberg satser nu på en plads i Folketinget ved næste valg for sit nye parti Nye Borgerlige. Arkivfoto

Tidligere byrådsmedlem for Dansk Folkeparti Kim Edberg satser nu på en plads i Folketinget ved næste valg for sit nye parti Nye Borgerlige. Arkivfoto

REBILD:På et hovedbestyrelsesmøde hos Nye Borgerlige er tidligere medlem af byrådet for Dansk Folkeparti Kim Edberg blevet valgt som partiets spidskandidat i Nordjylland storkreds til det næste folketingsvalg.

- Jeg blev lørdag aften ringet op af partiformand Pernille Vermund og spurgt, om jeg ville være spidskandidat. Og selvfølgelig vil jeg det meget gerne, fortæller hovedpersonen selv.

Kommunalvalget ikke afklaret

Kim Edberg er udmærket klar over at han som nyvalgt spidskandidat nu går en meget travl tid i møde rent politisk.

Dog har han ingen aktuelle planer om at forlade sit nuværende lederjob hos et byggefirma i Aarhus området.

- Der skal jo også penge på bordet i dagligdagen, bemærker han nøgternt.

Hvor vidt han også vil stille op til kommunalvalget til november for Nye Borgerlige har han på nuværende tidspunkt endnu ikke taget endelig stilling til.

- Men med de nuværende politiske meningsmålinger for de enkelte partier i Folketinget vil kommunalvalget i Rebild Kommune udløse i hvert fald to mandater til Nye Borgerlige, påpeger han.

Ros til politisk organisation

Selv om Nye Borgerlige er et forholdsvis nyt parti i det politiske landskab, så roser Kim Edberg det for den måde, det allerede har fået en god organisation på plads.

- Med valget af mig som spidskandidat i Nordjylland har partiet nu seks spidskandidater på plads og mangler derfor kun to eller måske tre, afhængigt af hvordan Bornholm bliver vurderet som storkreds, oplyser han.

Kim Edberg er stolt over den tillid, partiet har vist ham og erklærer, at han som spidskandidat nu vil gå ydmygt til opgaven og arbejde solen sort, så Nye Borgerlige får et fantastisk folketingsvalg.

- Jeg vil kæmpe for ordentlige forhold for nedslidte, at de ældre behandles med langt mere respekt, at vi får løst udlændingepolitikken fra bunden, og at danskerne får lov til at bestemme mere frem for politikerne, lyder den kontante melding fra spidskandidaten.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.