Rebild

Klimasagen blev manet frem af bevægende ny klimamusik

500 deltog i åbningen af den sjette udgave af Klima Rebild

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Inge Brink Nielsen, til daglig leder af Støvringkoret, dirigerede de i alt cirka 100 medvirkende sangere og unge musikere, og imens blev der på storskærmen vist klimabilleder fremstillet af billedskoleelever. Torben Hansen

REBILD:Tårerne begyndte nærmest at dryppe i takt hos de 400 tilskuere, da klimasagen for alvor blev manet frem i et helt nyt klimamusikværk ved åbningen af årets Klima Rebild på Støvring Gymnasium fredag eftermiddag.

Det unge slagtøjstalent Johan Møllebjerg lod en gletsjer smelte hørligt, mens de mange børn og voksne i det store kor med klap hjalp med at fuldende lydbilledet af hastigt faldende dråber.

Bevægelsen var ikke mindre hos publikum under værkets øvrige satser og til sidst den store fælles afslutning med budskabet om, at "jorden tilhører ikke mennesket, mennesket tilhører jorden", og "vi vil bevare vor jord". "Så gør dog noget!"

Værket er inspireret af ”Høvding Seattles tale” og indianske chants.

Rektor Jens Nielsen var som mange andre ganske overvældet og også pavestolt af komponisten, 19-årige Johanne Grønkjær Lorenzen, Gravlev, som nemlig også er tidligere elev på gymnasiet og nu er i gang med en lovende dirigentkarriere.

Tekstforfatter Henrik Larsen, som selv sang med i det store kor, samt dirigent Inge Brink Nielsen blev også behørigt hyldet efter uropførelsen.

Åbningsarrangementet begyndte udenfor med tale af viceborgmester Morten Lem (S) og hejsning af Friluftsrådets grønne flag, som gymnasiet netop har gjort sig fortjent til.

- Det er rent faktisk sjette gang, vi holder Klima Rebild, men nu er klima jo efterhånden kommet højt på dagsordenen overalt. Det gælder ikke mindst hos unge, og her på gymnasiet gør I noget ved det, netop som det er ideen med Klima Rebild. Vi vil for alt i verden undgå, at bekymringerne bliver til handlingslammelse, sagde Morten Lem blandt andet.

Tre unge fra gymnasiets miljøudvalg uddybede:

- Det har nu ikke været nogen dans på roser at opnå det grønne flag, for vi skulle dokumentere alle de grønne initiativer, vi har taget - det var lidt længere end en almindelig dansk stil! Men miljøet, det redder sgu ikke sig selv, så vi gik i gang, fortalte Amanda Pilgaard.

Jakob Rossander og Rolf Bisgaard Poulsen supplerede og kunne blandt andet oplyse, at gymnasiet på torsdag holder en klimatemadag, at der er rimelig succes med en pantskraldespand, at miljøudvalget sammen med kantinen er ved at udfase plastik, og at man holder en årlig energifri dag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.