Blufærdighedskrænkelse

Lærer filmede piger i skolens omklædningsrum med skjult kamera i flere år

En 37-årig tidligere lærer skal for retten på mandag

Arkivfoto: Claus Søndberg

Arkivfoto: Claus Søndberg

STØVRING:I fem et halvt år havde en nu 37-årig tidligere lærer på Karensmindeskolen i Støvring udstyret pigers omklædningsrum på skolen med et skjult kamera.

Piger fra 5. klasse til og med 9. klasse blev i alle årene hemmeligt videofilmet, mens de var helt eller delvist afklædte.

Det fremgår af anklageskriftet mod den 37-årige mand, der er tiltalt for adskillige tilfælde af blufærdighedskrænkelse og uberettiget fotografering siden 1. juli 2013 til 4. februar 2019, mens han var lærer på skolen.

Den 37-årige erkendte allerede i februar, da han blev anholdt, at det var ham, der havde foretaget de hemmelige optagelser.

Retssagen mod den tidligere lærer kører derfor som en tilståelsessag ved Retten i Aalborg på mandag.

Piger opdagede spionkamera

Sagen tog sin begyndelse 4. februar, da to piger opdagede et lille spionagtigt kamera, der lignede en ganske almindelig kuglepen, i en rygsæk, der hang i omklædningsrummet.

Pigerne afleverede rygsækken og kameraet til skolens ledelse, der anmeldte fundet til politiet.

Der gik dog 18 dage fra kameraet blev opdaget, til den 37-årige blev anholdt. Det krævede nemlig en del efterforskning at finde frem til den tidligere lærer.

Kameraet var forbundet til et hukommelseskort, hvor optagelserne af elever, der klædte om, blev lagret på, og det var ved hjælp af dette kort, at det lykkedes politiet at finde frem til manden.

Den 37-årige fratrådte stillingen som lærer med øjeblikkelig virkning, da han blev sigtet i sagen.