Musikken blev hans skæbne

Som barn i København sang hans forældre for ham, når han skulle sove, og det endte med, at Søren Steen Nielsen bragte både sang, musik og især opera til Skørping

Søren Steen Nielsen. Foto: Helge Søgaard

Søren Steen Nielsen. Foto: Helge Søgaard

Søren Steen Nielsens livanskuelse bygger i høj grad på et udsagn af forfatteren Thorkild Hansen: Alt her i verden afhænger af hvilken bus man stiger på, og hvor den kører hen.

Heri ligger både, at tilfældigheder kan spille ind, men også at det gælder om at gribe de muligheder, som tilværelsen byder på.

Oprindeligt ville Søen Steen Nielsen han have været skovfoged, og han var da også i lære som sådan i en måneds tid, inden han indså, at de andre elever havde en langt bedre greb på skovredskaberne end ham selv.

Drømmen om et liv i skoven var ellers blevet næret af datidens romantiske lovprisninger af skoven og drabelige beretninger om Gøngehøvdingens og andres heltegerninger i skoven, som var fast inventar i mange drengebøger.

Men det hele startede nu alligevel med sang og musik, og musikken har så i øvrigt fulgt den nu 77-årige Søren Steen Nielsen lige siden barndommen.

Søren Steen Nielsen ved flyglet. Privatfoto

Søren Steen Nielsen ved flyglet. Privatfoto

Med i drengekor

- Mine forældre tilmeldte mig optagelsesprøven ved Københavns Drengekor, da jeg var 10 år gammel, men allerede som tre-årig kunne jeg synge Danmarks Frihedssang, som Aksel Schiøtz sang 5. maj 1945, fortæller Søren Steen Nielsen, der som medlem af Drengekoret ofte sang Juleoratoriet i Christiansborg Slotskirke og Johannespassionen ved påsketid.

Komplicerede tekster som han kunne udenad.

Heldigvis kastede han sig over læreruddannelsen, da skoveventyret sluttede, og det førte ham til et job som den første musiklærer på Skørping Borger og Realskole i 1966, hvor musikken og sangen havde trange kår i undervisningen.

Søren Steen Nielsen pressede dog på, og fik ikke mindre end 17 ugentlige undervisningstimer i musik og sang, og dermed lagde han grunden til Skørpings senere ry som opera-by.

Ganske vist gad forældrene ikke tale med ham til forældremøderne, når de blev klar over, at han underviste børnene i musik, men det ændrede sig snart!

- Sangen steg billedligt talt mod himlen i Skørping, og snart etablerede jeg det første pigekor på skolen. Håndarbejdslærerne syede ens nederdele til pigerne, så de kom til at ligne et rigtigt kor, der også kunne synge, fortæller Søren Steen Nielsen begejstret. De sang så godt, at pigekoret vandt en konkurrence som Danmarks Radio transmitterede i radioen.

Senere førte en korweekend i Terndruphallen, hvor der deltog kor fra flere andre byer, til, at Musikskolen i Skørping blev en realitet, da både borgmester og kæmner, som en kommunaldirektør hed dengang, fandt penge på budgettet.

Dermed blev Skørping den første kommune i Nordjylland med egen musikskole.

For Søren Steen Nielsen betød arbejdet med koret, at han måtte efteruddanne sig på klaveret på Musikkonservatoriet i Aalborg og i faget musikledelse.

Her spottede en lærer ham og overtalte ham til at skifte til den dengang højeste musikuddannelse, som var en syv-årig sanguddannelse.

Karriere som sanger

- Nu tog det fart med operaen. Jeg blev udnævnt til Årets Unge Musiknavn i 1974 og optrådte for 2000 publikummer med Wolframs Sang til Aftenstjernen. Senere som solist sammen med blandt andet Aalborg Symfoniorkester, hvor det var de store værker som Den Skønne Helene, Carmen, Den Glade Enke og Parsifal af Richard Wagner, som var på programmet. Sågar et tilbud om en stilling som operasanger på Det Kongelige Teater blev det til, men jeg afslog, fordi jeg ønskede at blive i Skørping, fortæller Søren Steen Nielsen.

- Jeg var også med i Den Jyske Opera, hvor jeg optrådte i talrige forestillinger. Også i operaen Drot og Marsk, og når sandheden skal frem, så havde jeg rollen som ham, der myrdede kong Erik Klipping under mordet i Finderup Lade i år 1286.

- Og jeg gjorde det endda 26 gange, smiler Søren Steen Nielsen.

Kærligheden til det nordjyske musikliv og tilknytningen til Musikkonservatoriet førte til oprettelsen af Det Nordjyske Operakompagni, som bragte opera ud til skolerne gennem eksempelvis mere end 200 opførelser af Cosi fan Tutte for begejstrede skolebørn.

Hvert år satte kompagniet en ny opera op, som blev sendt på skoleturné.

Også gæsteoptræden i Bruxelles og Luxembourg blev det til med dette banebrydende operakoncept, der, med Søren Steen Nielsen i spidsen, udsprang fra Skørping.

Lokalt fulgte arbejdet på Musikskolen, som nu med Sørens Steen Nielsen engagement var blevet til en Kulturskole med guitar, klaver og andre instrumenter på skemaet. Et musikalsk engagement, som også forløste Opera i Rebild, der opstod som en slags musketér-ed mellem Søren Steen Nielsen og den daværende kulturkonsulent i kommunen, Arne Arildsen.

Den opgave blev de simpelthen enige om at løfte i fællesskab, og sammen bragte de dét arrangement, der i dag er kendt som et kulturelt fyrtårn, frem som ”den største begivenhed med klassisk musik vest for Valby Bakke”, som Søren Steen Nielsen selv udtrykker dét med et smil på læben.

Den dag i dag er Søren Steen Nielsen fortsat kunstnerisk leder af ”Opera i Rebild” og dermed hovedansvarlig for hele programlægningen.

- Min livspassion er musik, fordi den giver mig så mange oplevelser og har bragt mig i kontakt med utallige passionerede kunstnere, fortæller Søren Steen Nielsen, der supplerer med, at det især er den danske sangskat, der fylder mest hos ham selv.

Han betragter det som en gave at have fyldt et langt liv med noget så smukt som netop musik og sang.

Søren Steen Nielsen til Opera i Rebild. Privatfoto

Søren Steen Nielsen til Opera i Rebild. Privatfoto

Musikterapi mod Parkinson

- Jeg fik diagnosen Parkinsons sygdom for nogle år siden, og det udvikler sig desværre. Men jeg bruger musikken som terapi og som træning af min hjerne, fortæller Søren Steen Nielsen.

- Eksempelvis kan jeg stadigvæk teksterne til alle 25 sange i min debutkoncert, som var Schuberts Die Winterreise, og dem synger jeg ofte, på tysk vel at mærke, sammen med gode venner, der akkompagnerer mig. Det er som gymnastik for hjernen og træner hukommelsen, lyder det fra Søren Steen Nielsen.

- Sygdommen har betydet, at jeg går dårligt, men når jeg har en lille elektronisk musikmetronom med mig, som slår takten, så går jeg langt bedre, hurtigere og med længere skridt, forklarer Søren Steen Nielsen, som også på denne måde finder støtte og inspiration i musikkens verden.

Lige nu ser Søren Steen Nielsen frem til afviklingen af årets udgave af ”Opera i Rebild”, der bærer titlen ”Magt og Afmagt”, og så arbejder han med et genoptryk af et Sangpædagogisk Kompendium, som han udgav sidste år - til gavn og glæde for de studerende på konservatorieuddannelserne.

Kompendiet har meget passende titlen: Sangstemmen – dit eget instrument!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.