Nu tør landsby smile igen: Lukningsdømt skole købt af frivillige
Efter mange måneders kamp har Ravnkildes styregruppe nu taget en vigtig skalp - deres bud på byens skolebygninger er blevet accepteret

Ravnkilde Skole er nu endelig kommet på byens styregruppes hænder - så nu kan det egentlige arbejde begynde. Arkivfoto: Claus Søndberg
RAVNKILDE:Der blev både grinet og grædt glædens tårer, da nyheden kort efter Økonomiudvalgets møde nåede frem til styregruppen i Ravnkilde: At byens skolebygning officielt bliver deres til sommer, når den kommunale folkeskole efter planen lukker.
- Det er godt nok en kæmpe forløsning, det her. Det har virkelig været en sejr at få vores bud accepteret, især efter den kamp, vi synes, vi har været igennem, fortæller Erik Mortensen på vegne af styregruppen.
Styregruppen havde afleveret et bud til Rebild Kommune på 50.000 kroner - og i sidste uge blev det bud så altså accepteret. Det fremgår af Rebild Kommunes hjemmeside.
Pengene er kommet fra private borgere med tilknytning til skolen, oplyser Erik Mortensen. For styregruppen betyder det, at det reelle arbejde med at strikke det helstøbte børneunivers sammen, som byens ildsjæle drømmer om at lave i den nu snart tidligere folkeskole.
- Vores helt store udfordring er tiden, siger Erik Mortensen med henvisning til, at byrådet besluttede at lukke Ravnkilde Skole, da fristen for at søge om at oprette en friskole var overskredet for skoleåret 2023/24.
Derfor kan der tidligst laves friskole i de gamle skolebygninger fra sommeren 2024, og indtil da er det så op til styregruppen at komme med så optimal en skoleløsning som muligt for byens børn.
- Vi har selvfølgelig nogle idéer og tanker, vi arbejder ud fra, men det har været svært for os sådan rigtig at komme videre, før vi vidste, om vi kunne få lov til at bruge Ravnkilde Skole som ramme eller ej. Derfor er det først nu, vi virkelig kan komme videre, siger Erik Mortensen.
Som Nordjyske tidligere har fortalt, står flere frivillige, heriblandt to pensionerede lærere fra Ravnkilde Skole, klar til at løfte en koordineret undervisning, indtil sommeren 2024. Men hvordan det reelt vil foregå, ved styregruppen først mere om senere på foråret.
Sikkert er det dog, at der nu bliver arbejdet på højtryk - også med at få en børnehave til 20 børn samt en vuggestue til op til seks børn på benene.
- Skabt en energi
For borgmester Jesper Greth /V) har salget af Ravnkilde Skole til styregruppen i byen givet rigtig god mening af flere årsager.
For det første slipper Rebild Kommune nu for udgifterne til at opvarme og vedligeholde en efter sommerferien ellers tom bygning.
- Og så har det været dejligt at kunne imødekomme Ravnkilde-borgernes ønsker om at overtage skolen, så de kunne forfølge deres planer om en friskole. Det er vi glade for, siger Jesper Greth.
- Jeg tror også, at styregruppen i byen vil kunne aktivere bygningen på andre måder i fremtiden, så skolen vil blive byens aktivitetshus. Der er virkelig skabt en energi i byen, som man ikke skal undervurdere, tilføjer borgmesteren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.