Ny multihal i Rørbæk får debut som koncertsted
Frivillige bag byggeri af multihal i Rørbæk finder det oplagt, at den faste scene og de gode lydforhold også benyttes til musikarrangementer

Jens Bjørn i det opvarmede aktivitetsrum med fast scene i baggrunden i sydenden af multihallen i Rørbæk. Her bliver der plads til omkring 150 spisende gæster ved koncertdebuten 1. februar. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
RØRBÆK:Her i sommer blev den nye multihal i Rørbæk officielt indviet.
Den er bygget udelukkende ved hjælp af en stor gruppe lokale ildsjæle, der gennem et års tid havde brugt masser af timer i deres fritid til at rejse hallen med Rørbæk IF som bygherre og tovholder for det store frivillige byggeprojekt.

Multihallen langs læbæltet set fra oven. Foran med træ som facadebeklædning ligger børnehaven Græshoppen nabo til Rørbæk IF’s vinkelbyggede klubhus. Alle tre bygninger er opført med frivillig lokal arbejdskraft med idrætsforeningen som bygherre. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Nu er gruppen af frivillige igen klar med et nyt projekt, dog i et langt mindre målestok, nemlig at der skal arrangeres koncerter med levende musik i multihallens aktivitetsrum i sydenden.
Debuten sker allered e lørdag 1. februar, hvor det populære Hobro band Lars Lindberg & De smukke unge mennesker optræder.

Lars Lindberg & De smukke unge mennesker er et populært Kim Larsen kopiband med base i Hobro. Lørdag 1. februar kan de opleves i multihallen i Rørbæk. Arkivfoto
- Det er et Kim Larsen kopiband, der i forvejen har stor succes med udsolgte koncerter på Bies Bryghus i Hobro, fortæller Jens Bjørn, der selv var en af de mange trofaste frivillige i byggegruppen.

Jens Bjørn i aktivitetsrummet. Foto: Lars Pauli
Optimale rammer i festsalen
Multihallen i Rørbæk er på i alt 990 kvadratmeter og består af en indendørs kunstgræsbane på 660 kvadratmeter til et væld af forskellige sportsaktiviteter samt et stort opvarmet aktivitetsrum i sydenden af hallen på i alt 330 kvadratmeter.

Selve den uopvarmede multihal rummer en 660 kvadratmeter stor kunstgræsbane til et væld af forskellige sportsaktiviteter. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
- Her har vi etableret en permanent scene og dansegulv samt installeret et lydanlæg. Da der er en utrolig god akustik i salen syntes vi i byggegruppen at scenen ikke kun skal bruges som ramme for den årlige lokalrevy, men i stedet også for musikarrangementer og foredrag. Der bliver 1. februar plads til omkring 150 koncertgæster, der skal indlede aftenen med fællesspisning med mad vi får leveret fra en lokal leverandør i Døstrup, forklarer Jens Bjørn.
Allerede 100 solgte billetter
Koncerten arrangerer Rørbæk IF i samarbejde med Rørbæk Kultur- og Borgerforening.
Deltagerprisen er 275 kroner, og efter et opslag på Facebook bragt midt i november er de første 100 billetter til koncerten allerede solgt.
På nuværende tidspunkt er der ikke planlagt andre arrangementer i multihallen af initiativgruppen.
- Det kunne eksempelvis også være forskellige former for foredrag eller solokoncerter, eksempelvis med musikeren Allan Olsen, bemærker Jens Bjørn.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.