COVID‑19

Officielt: Økonomiudvalget afløser nu byrådet

23 af byrådets 25 medlemmer stemte for borgmester Leon Sebbelins forslag om midlertidig alternativ løsning for ordinære byrådsmøder i Rebild

Arkivfoto

Arkivfoto

REBILD:Corona bremser mange ting for tiden, men ikke den politiske behandling af sager i Rebild Kommune.

Et stort flertal i byrådet har besluttet at lade økonomiudvalget overtage byrådets opgaver og kompetencer indtil videre.

Helt præcist har 23 af byrådets 25 medlemmer stemt for borgmesterens forslag, mens Kim Edberg (O) og Anna Oosterhof (V) stemmer imod.

Beslutningen er truffet med afsæt i de retningslinjer for afholdelse af politiske møder under corona-krisen som Social- og Indenrigsministeriet meldte ud i går.

Borgmester glad for løsning

Borgmester Leon Sebbelin er glad for at der er fundet en løsning som både sikrer fremdrift i kommunen og som kan afvikles på en måde hvor spredningen af smitte er lig nul.

- Det har været vigtigt for mig og de andre byrådsmedlemmer, at vi kan fortsætte det politiske arbejde og træffe de nødvendige beslutninger, der skal træffes i en svær tid. Vi har også et hensyn at tage til borgere og virksomheder, der er afhængige af at det politiske system kører, så de kan komme videre i konkrete sager. Det kan vi med den aftale vi har indgået nu. Og vi kan gøre det uden at øge smittespredningen, fordi vi ikke mødes fysisk, forklarer Leon Sebbelin.

Han påpeger samtidigt at løsningen samtidig er med til at gøre puklen af opgaver, som helt uundgåeligt vil hobe sig op, en smule mindre, når kommunen og resten af Danmark vender tilbage til normalen på et senere ukendt tidspunkt.

Fagudvalg fortsætter uændret

Eneste ændring i det politiske set-up er at Økonomiudvalget træder i stedet for byrådet og dermed er det øverste beslutningsorgan i kommunen.

De fem fagudvalg fungerer fuldstændig som de plejer – bortset fra at møderne formentlig bliver holdt virtuelt i den kommende tid.

Det er i hvert fald den linje borgmesteren lægger op til. økonomiudvalget skal formelt nikke til at fagudvalgene fortsætter og der er derfor indkaldt til et ekstraordinært møde torsdag den 26. marts.

I forlængelse af det møde behandler Økonomiudvalget så dagsordenen fra det nu aflyste byrådsmøde torsdag.

I økonomiudvalget sidder Leon Sebbelin (B) (formand), Morten Lem (A) (næstformand), Lars Hørsman (SF), Bente Søgaard (V), Holger Pedersen (C), Jeppe Ugilt (V) og Tommy Degn (O).

Kun video-møder

- For at undgå smittespredning holder vi møderne som video-møder. Normalt er byrådsmøder offentligt tilgængelige, det skal de være ifølge Styrelsesloven, men den bestemmelse har Indenrigsministeriet ophævet midlertidigt i de tilfælde, hvor et økonomiudvalg overtager opgaverne fra byrådet. Her er møderne nemlig altid lukkede. Vi offentliggør selvfølgelig beslutningerne på vores hjemmeside hurtigst muligt efter mødet er afsluttet, siger Leon Sebbelin.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.