Overskud vokser hos Hagens Fjedre

Opkøb og vækst hos gamle kunder driver fjederfabrikant frem

Charlotte Mackeprang
Adm. direktør Henrik Hagens: - Vi vil hellere være stærke der, hvor vi er, frem for at være smurt tyndt ud flere steder. Arkivfoto: Claus Søndberg
Erhverv 27. december 2017 15:30

STØVRING: Tilkøbet af svenske Spring Systems i Sverige giver Hagens Fjedre en bredere produktpalet, og det betyder flere og nye kunder i butikken.

Samlet vil det skubbe væksten, der er sat højt på agendaen, efter at Hagens Fjedre i regnskabsåret 2016/17 landede en bruttofortjeneste på 89,2 millioner kroner mod 62,8 millioner kroner året før. Driftsresultatet lød på 17,8 millioner kroner mod 14,0 millioner kroner, og overskuddet efter skat voksede med over 28 procent til 12,5 millioner kroner.

- Resultatet er en kombination af opkøbet og så væksten generelt. Tager vi det sidste først, så har vi gode kunder, og blandt de eksisterende kunder har vi set vækst, samtidig med at der er kommet nye kunder til i løbet af året, siger Henrik Hagens, der er administrerende direktør i Hagens Fjedre.

- Med hensyn til købet af den svenske virksomhed har vi fået nye segmenter som elektronik og andre produkttyper til hjemmet, som vi ikke har haft tidligere. Vi har fået en større bredde i antallet af produkter med andre typer fjedre, som vi ikke selv fremstiller mange af, fortsætter direktøren.

Det svenske opkøb spiller ikke ind med negative fortegn i hovedtallene i regnskabet for 2016/17. Men direktøren understreger dog, at det har kostet at lægge endnu en virksomhed ind under hovedselskabet.

Holder øje

Hagens Fjedre, der er baseret i Støvring, har sine store markeder i Nord- og Østeuropa samt Asien. Hertil kommer en smule aktivitet i Mexico, hvor Spring Systems har haft et ben inden for på markedet.

Med hensyn til Hagens Fjedre er selskabet stort på det skandinaviske marked, mens der ikke er så mange kunder i Spanien og Portugal. Og så er der stadig steder, hvor man ikke har sat sit aftryk for alvor.

- Vi er ikke stærke på det amerikanske marked, selv om mange af vores kunder er i USA. Men det er klart, at det er noget, vi holder øje med, ligesom vi holder øje med at ekspandere i Asien, hvor Kina er det helt store marked, siger Henrik Hagens.

Der er i dag knap 190 ansatte i Hagens-koncernen. Af dem sidder omkring 80 i Danmark, cirka 60 i Sverige og omkring 50 i Kina.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...