Retsbygning fyldt med museumsgæster

Over 100 mødte frem i Terndrup til ferniseringen på udstillingen Vinterminder

Ole Jensen
Lydkunstner Ane Østergaard byder velkommen ved ferniseringen, mens scenekunstner Kirsten Østergaard (tv) lytter med. Privatfoto
Terndrup 6. februar 2018 12:11

TERNDRUP: Frygten for at ikke ret mange ville interessere sig for deres noget anderledes udstilling navngivet Vinterminder hele februar måned i den gamle retsbygning i Terndrup var helt ubegrundet for kunstnerduoen Ane og Kirsten Østergaard.

For ved ferniseringen lørdag eftermiddag troppede over 100 gæster op i den gamle retsbygning, hvor borgmester Leon Sebbelin ifølge kunstnerduoen holdt en rigtig flot tale.

- Sikke en dejlig dag for os med de uventede mange gæster, det var langt flere end vi havde turdet håbe på. Og så i alle aldre, erklærer lydkunstner Ane Østergaard og tilføjer:

- Med den store interesse for vores udstilling, som er vores pilotprojekt som kunstnergruppen Østerlyd er vi nu så glade og fyldt med gå på mod til meget mere Østerlyd.

De mange gæster havde mulighed for at komme med forslag og idéer til fremtidige projekter for kunstnerduoen, hvor lokalområdet bliver aktivt involveret i lighed med den aktuelle udstilling af gamle landskabsmalerier udelukkende med vintermotiver suppleret medlydklip fra beboere fra områdets ældrecentre, der fortæller om deres egne gamle vinterminder.

Og det var et tilbud, som mange benyttede sig af med bidrag til den opstillede idékasse i retsbygningen.

Udstillingen Vinterminder kan ses hele februar måned, hvor der på hverdage er åbent i retsbygningen fra 11 til 16, og om lørdage 10 til 12.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...