Royal støtte til bog om bunker

100.000 kroner til ny fotobog fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond

Kommende gæster i REGAN Vest vil i løbet af det kommende år kunne læse om det imponerende bunkeranlæg i Rold Skov i en fotobog med billeder taget af den nordjyske freelance-fotograf Lars Horn. Privatfoto
Rebild 20. december 2017 11:45

REBILD: - Vi er dybt taknemmelige for donationen, som vi ser som en anerkendelse af det store arbejde, vi er i gang med, inden vi kan åbne REGAN Vest for det brede publikum.

Sådan siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach, Nordjyllands Historiske Museum, efter at museet fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond har modtaget en donation på 100.000 kroner til udgivelsen af en fotobog om bunkeranlægget i Rold Skov.

Bogen "REGAN Vest - Demokratiets sidste bastion" er tænkt som en visuel introduktion til et autentisk stykke danmarkshistorie, der indtil for nylig har været en af landets bedst bevarede hemmeligheder.

Bogen bliver for de mange, der allerede nu viser interesse for anlægget og ser frem til et besøg i REGAN Vest - og på sigt vil bogen forhåbentlig også kunne være med til at forlænge museumsoplevelsen.

Det bliver den nordjyske fotograf Lars Horn, der skal tage bogens billeder.

Redaktion og tekstarbejde varetages af museumsinspektør, cand.mag. Ulla Varnke Egeskov og journalist og kommunikationschef Helle Nørgaard Jensen, begge Nordjyllands Historiske Museum.

Bogen forventes udgivet i løbet af det kommende års tid.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...