Spøgelsesbilist på motorvej anholdt

Bilist mistænkes for spritkørsel

STØVRING:Når man kører nordpå ad motorvej E45, forventer man ikke, at der over på den anden side af autoværnet er en bil, der også kører nordpå.

Men det var netop, hvad en bilist oplevede natten til fredag. Og bilisten var hurtig til at slå alarm. Derfor kunne Nordjyllands Politi rykke ud og klokken 3.10 anholde en mand, som altså havde været spøgelsesbilist.

Han blev standset ved Støvring og taget med på politistationen. Vagtchefen oplyser, at der er mistanke om, at manden var påvirket af alkohol, hvilket kan forklare, at han kom på afveje.

Den anholdte er fra lokalområdet og skal afhøres senere fredag, når han er i stand til det.

Heldigvis nåede spøgelsesbilisten ikke at forårsage uheld, da der ikke var anden trafik på det sene tidspunkt, oplyser vagtchefen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.