Store havørreder på gydefærd i Lindeborg Å - Se video

Hektisk aktivitet på de to anlagte gydebanker i hovedforløbet af Lindenborg Å

Mange kæmpestore gydende havørreder i Lindenborg Å i øjeblikket. Foto: Klaus Anker Hansen

Mange kæmpestore gydende havørreder i Lindenborg Å i øjeblikket. Foto: Klaus Anker Hansen

REBILD:I øjeblikket flokkes store grupper af kæmpestore havørreder på de to anlagte gydebanker i hovedforløbet af Lindenborg Å.

- Af uforklarlige årsager sker det i år med en uges forsinkelse i forhold til tidligere år, måske på grund af det milde vintervejr. Der er tale om en meget hektisk aktivitet, og mange af de gydende havørreder er i år op til en halv meter lange, forklarer Klaus Anker Hansen fra Støvring.

Som mangeårigt aktivt medlem af Danmarks Ornitologiske Forening DOF og pensioneret lærer samt nyvalgt formand for Det Grønne Råd følger han dette fantastiske spændende naturfænomen tæt ved jævnlige observationer ved gydebanker flere forskellige steder rundt i Rebild Kommune.

Gydebanker sandet til

Et andet vandløb, hvor han har fulgt havørrederne tæt gennem mange år, er Mastrup Bæk.

- Her er der dog i år næsten ingen aktivitet på gydebankerne syd for Støvring by i engdraget tæt på Nibevej, fordi gydebankerne er sandet til. I år har jeg heller ikke set så mange havørreder som vanligt ved gydebankerne i Kousbækken for foden af Rebild Bakker, hvor Rebildvej krydser hen over vandløbet i Gravlev Ådal, påpeger Klaus Anker Hansen og tilføjer:

- Til gengæld har jeg i år set flere havørreder end vanligt på de mange gydebanker i Mastrup Bæk lige øst for det nye boligområde Rådyret i Støvring Ådale tæt på Støvringvej.

Klaus Anker Hansen ved Kousbækken for foden af Rebild Bakker, hvor der også er ideelle gydesteder for havørreder. Arkivfoto: Torben Hansen

Klaus Anker Hansen ved Kousbækken for foden af Rebild Bakker, hvor der også er ideelle gydesteder for havørreder. Arkivfoto: Torben Hansen

Ifølge Klaus Anker Hansen er en stærk strøm og gruslag i bunden af et vandløb de helt optimale betingelser for havørreder, når de skal gyde deres æg her sidst på året.

Omkring 75 procent af hunnerne blandt ørrederne søger som unge ud i det åbne hav om foråret, mens det for hanfiskene kun er omkring 25 procent.

Den resterende del af begge køn forbliver i Lindenborg Å-systemet som bækørreder, men kommer også som voksne retur til deres eget klækkested i vandløbene.

Allerede midt på sommeren vender de kønsmodne havørreder retur fra Kattegat og går op i Lindenborg Å, hvor de samles i grupper sammen med bækørreder og efterfølgende søger længere og længere op i åen og de tilstødende vandløb for at finde deres gydebanker.

- Bagefter søger de igen ud i havet, men kommer ofte tilbage til de samme gydepladser år efter år, bemærker han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.