Sundhedspenge nu uddelt til tre områder

Bælum, Ravnkilde og Veggerby får hver 65.000 til egne selvvalgte projekter

Ole Jensen
Repræsentanter for de tre vindende lokalområder samlet i byrådssalen i Støvring i selskab med borgmester Leon Sebbelin og formand for sundhedsudvalget Lene Aalestrup. Foto: Rebild Kommune
Sundhed 10. februar 2018 17:23 - Opdateret 14. februar 2018 10:35

STØVRING: Blandt syv motiverede ansøgere til årets puljemidler i Rebild Kommunes borgerbudget Sundhed for pengene er tre lokalsamfund nu udvalgt til hver at modtage 65.000 kroner.

De tre heldige lokalområder er Bælum, Ravnkilde og Veggerby, og repræsentanter for hvert lokalområde fik fredag eftermiddag ved en lille ceremoni i byrådssalen i Støvring overrakt de 65.000 kroner til at skabe sundhed i deres nærområde med egne selvvalgte projekter.

Nu skal borgerne i hvert af de tre lokalområder være med til at bestemme, hvad de tildelte penge skal bruges til med hensyn til fælles projekter og aktiviteter det næste års tid og samtidigt selv være med til at realisere dem.

Eneste krav fra Rebild Kommunes side er, at valget af projekter og aktiviteterskal ske demokratisk ved borgerinddragelse, og at pengene skal bruges på at skabe sundhed enten mentalt eller fysisk i hvert enkelt lokalområde.

Styrker sammenholdet lokalt

Til stede ved uddelingen af puljemidlerne i byrådssalen i Støvring fredag eftermiddag var også Lene Aalestrup (C), nyvalgt formand for sundhedsudvalget.

- Det er nu fjerde gang rebild Kommune uddeler Sundhed for pengene, og de hidtidige erfaringer er at pengene er med til at skabe masser af liv lokalt. Aktiviteterne gør noget for sundheden, men det er faktisk lige så interessant, at borgerne i løbet af processen styrker det lokale fællesskab, hvor nye folk bliver inddraget.

- De få regler, som Sundhed for pengene er underlagt, skaber kreativitet og energi til netop det pengene er tiltænkt, nemlig styrkelse af lokale netværk og livskvalitet, pointerede udvalgsformanden i sin tale i byrådssalen.

Idérige ansøgninger fra alle tre

De tre lokalområder Bælum, Ravnkilde og Veggerby havde ifølge udviklingskonsulent i Rebild Kommune Inge Kjær Andersen skrevet nogle meget motiverende ansøgninger med masser af idéer til, hvordan der sikres en god demokratisk proces i lokalområderne.

Hun ser nu meget frem til at følge de tre lokalområder det næste års tid, hvor sundhedsfremme og forebyggelse kommer i fokus.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...