Tre personer kørt på sygehuset efter brand
Hus i Korup i Himmerland var overtændt, da brandfolkene nåede frem

Arkivfoto: Martél Andersen
En familie på tre personer er blevet kørt til kontrol for røgforgiftning, efter der fredag morgen udbrød brand i et hus i Korup i Himmerland. Det oplyser indsatsleder Caspar Weisberg fra Nordjyllands Beredskab.
Beredskabet fik alarmen klokken 6.37 fredag morgen, og da brandfolkene nåede frem, var huset overtændt.
- Der har stået flammer ud af vinduerne i både stueetagen og på første sal. Noget af taget er også brændt, siger Caspar Weisberg.
De tre personer var selv kommet ud af huset, da brandfolkene nåede frem til stedet, men de har altså indåndet så meget røg, at de blev kørt på hospitalet.
Ved otte-tiden fredag morgen var brandfolkene færdige med den første indsats, og havde slukket selve branden, men der var stadig noget arbejde tilbage med at få gået huset igennem med et termisk kamera for at sikre sig, at der ikke er brandlommer, der kan blusse op igen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.