Uheld på motorvej E45 gav lang kø

Torsdag eftermiddag skete der flere uheld på E45

Steffen Bek og Susie Skov
Arkivfoto
Trafikuheld 11. april 2019 14:36 - Opdateret 11. april 2019 17:34

STØVRING: Torsdag eftermiddag kort før kl. 14 skete der et uheld på motorvej E45 i sydgående retning.

Årsagen til uheldet er endnu uklart, men ifølge vagchef Bruno Brix, Nordjyllands Politi, var der to personbiler og en lastbil involveret.

- Uheldet skete i forbindelse med et vognbaneskift, hvor køretøjerne ramte hinanden. Den ene personbil trillede rundt og kørte hjulet af lastbilen, fortæller han.

Der skete ingen alvorlig personskade i forbindelse med uheldet - kun lettere tilskadekomst.

Uheldet, som skete mellem afkørsel 31 Støvring S og serviceanlæg Himmerland Vest, gav igennem et par timer trafikale problemer med en lang kø, som startede allerede fra afkørsel 30 Støvring N.

Højre spor var en overgang spærret. Oprydningen efter uheldet er afsluttet, og der er ikke længere kø i forbindelse med uheldet.

Endnu et uheld

Klokken 16.15 indløb alarm om endnu et uheld på motorvej E45. Denne gang i nordgående retning nord for Hjallerup.

- To biler kolliderede, og den ene rullede rundt. Ingen personer kom alvorligt til skade, og uheldet gav ikke store trafikale problemer, oplyser Bruno Brix.

Årsagen til uheldet er endnu ikke afklaret.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...