Voldsom ulykke: Buschauffør bremsede med vilje

10 børn kom til skade - torsdag finder retssagen mod chaufføren sted

Susie Skov
Arkivfoto: Jan Pedersen
Retssag 15. februar 2018 06:08 - Opdateret 15. februar 2018 16:16

STENILD: 6. oktober 2016 kørte en bus ad Løgstørvej i Stenild. I bussen var 38 børn og unge fra Børnecenter Skørping, som var på vej hjem efter sprogundervisning.

Omkring klokken 14.30 skete en voldsom ulykke, da en lastbil kørte op bag i bussen.

Den efterfølgende afhøring af vidner og personer impliceret i ulykken tegnede et billede af, at bussen pludselig bremsede hårdt op uden nogen trafikmæssig grund, og derpå blev ramt af lastbilen bagfra.

Politikommissær Jørn Kresten Nielsen fra Nordjyllands Politi fortalte i den forbindelse til NORDJYSKE, at årsagen til den hårde opbremsning angiveligt var, at buschaufføren ville skabe ro i bussen. Børnene skulle have været meget urolige, og havde løbet frem og tilbage i bussen.

Børn fik krisehjælp

10 af børnene kom til skade ved uheldet, og blev efterfølgende kørt på sygehuset. Fire af dem kom så alvorligt til skade - blandt andet med alvorlige knoglebrud - at politiet efterfølgende vurderede, at den 70-årige chauffør havde overtrådt såvel færdselsloven som straffeloven.

I timerne efter ulykken blev de børn, der var fysisk uskadte, samlet kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor de fik krisehjælp.

Fik rift i hjernepulsåren

Torsdag skal sagen for ved Retten i Aalborg, hvor chaufføren står anklaget for brud på færdselsloven, idet han tilsidesatte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, da han foretog opbremsningen.

Chaufføren er desuden anklaget efter straffelovens paragraf 249, som omhandler uagtsom betydelig legemsbeskadigelse.

Sidstnævnte er, fordi flere af passagerne i bussen pådrog sig adskillige brud i kroppen. En af passagererne fik desuden en rift i hjernepulsåren, og fik efterfølgende en blodprop.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...