Receptkuverter med fotos fra Springvandspladsen over 60 år

HJØRRING:Når man fremover køber medicin på Svaneapoteket, kan man let blive grebet af nostalgi. Apoteket har nemlig udgivet fem nye receptkuverter med motiver fra Hjørring i gamle dage Serien ”Springvandspladsen gennem tiderne” viser fem forskellige udgaver af Springvandspladsen i Hjørring, fotograferet i perioden fra 1911 til 1977. Ældste billede er et postkort fra Springvandspladsen uden springvand fra 1911-1920. Nummer to viser en motoriseret udflugt fra 1930, hvor autoforhandler C.M. Thomsen inviterede ejerne af de biler, han havde solgt året før, på en tur til Lønstrup. Kuvert nummer tre er et luftfoto fra 1953, hvor man kan se den trekantede plads med springvandet med drengen og søløven, som var blevet sat op i 1935. Den fjerde kuvert viser, hvordan studenterne dansede om netop denne skulptur - det er fra 1968. Sidste foto er fra 1977 - taget af Hjørring-fotografen Svend Thomsen, der døde for nylig. Kuverterne er trykt med en lille tekst om Springvandspladsen, skrevet af O. Wæver Rasmussen i Vendsyssel Nu og Da 1979. Apoteker Henrik Lintner har udgivet kuverterne sammen med Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum og tidl. museumsinspektør Palle Friis. De fem kuverter er udgivelser nr. 27 til 31 siden 1993.