Red Barnet har indsamlet 7,4 millioner til udsatte børn

Årets indsamlere tog ikke imod kontanter på grund af corona, men indsamlede hver en 50'er mere end sidste år.

Ugen efter landsindsamlingen talte generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen under Red Barnets 75-års jubilæumskonference i Børssalen på Børsen i København. Red Barnet satte fokus på børns mentale sundhed og trivsel på konferencen. (Arkivfoto)

Ugen efter landsindsamlingen talte generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen under Red Barnets 75-års jubilæumskonference i Børssalen på Børsen i København. Red Barnet satte fokus på børns mentale sundhed og trivsel på konferencen. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Red Barnet har samlet 7,4 millioner kroner ind ved årets landsindsamling, uden at indsamlerne har taget imod en eneste seddel eller mønt.

Det oplyser Red Barnet i en pressemeddelelse.

Resultatet af Danmarks første kontantløse, humanitære indsamling, blev ikke så godt som året før, hvor man indsamlede en million kroner mere. Årets indsamling var kontantløs på grund af coronavirusset.

Men det var ikke en hindring for indsamlerne, der gik fra dør til dør, oplyser Red Barnet, som har 75 års jubilæum i 2020.

Hver af de omkring 5500 indsamlere fik knap 1100 kroner i donationer på MobilePay. Det er omkring 50 kroner mere end i 2019, hvor der også blev taget imod kontanter.

- Vi har grundet corona haft færre indsamlere på gaden, men til gengæld er indsamlerne blevet taget ekstra godt imod. Der skal lyde en kæmpe ros til alle i Danmark for støtten, siger generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.

Ud over indsamlerne har 500 personer også oprettet digitale indsamlinger, som de kunne dele med familie, venner og bekendte, fremgår det.

Pengene går til udsatte børn og unge i Danmark og verden, som blandt andet lider under følgerne af coronakrisen.

Generalsekretæren henviser til en ny undersøgelse, som viser, at de fattigste børn i verden i højere grad afskæres fra skole, sundhedsydelser og oplever vold og faldende indkomst derhjemme.

- Vi kan give medicin, mad og skolegang til børn i krigsramte og fattige lande. Det er en kæmpe håndsrækning til de børn, der betaler den allerstørste pris for følgevirkningerne af corona, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

I Danmark vil pengene gå til at lave endnu flere aktiviteter for børn, der står udenfor fællesskabet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.