EMNER

Red Barnet klager til FN

Kritik af den netop indgåede aftale om asylbørnene

KØBENHAVN:Red Barnet går til FN med det krav, at alle afviste asylfamilier har ret til et liv uden for asylcentrene, uanset hvorfra i verden de kommer, og familierne skal ud af centrene efter ét år. Det mener Red Barnet, som nu vil gå til FN med sin kritik af de danske forhold for asylbørn. - Børn er børn, uanset om de kommer fra Irak, Danmark, Afghanistan eller Palæstina. Og når vi ved, at børnene i de danske asylcentre får markante psykiske lidelser allerede efter et år, er det helt uanstændigt at lave en aftale, der kun omfatter særlige grupper. Det er at spille hasard med flygtningebørns barndom, siger Bente Ingvarsen, national programchef i Red Barnet. Børneorganisationen finder det desuden uacceptabelt, at aftalen kun omfatter familier, der har opholdt sig i Danmark i mindst tre år, Danmark skal i år afrapportere til FN¿s Børnekomité, og forholdene for asylbørn i Danmark vil være noget af det øverste på Red Barnets dagsorden over for FN. - Allerede i 2005 anbefalede FN¿s Børnekomité, at Danmark skabte bedre forhold for asylbørnene. Efter tre år ser vi, at den politiske vilje til at hjælpe asylbørnene kan ligge på et meget lille sted. Det vil vi selvfølgelig gå videre med til FN, siger Bente Ingvarsen. /ritzau/