Red Bull klager: Magnussens andenplads kan komme i fare

Formel 1-holdet Red Bull klager til FIA over diskvalifikationen af Daniel Ricciardo i Melbourne

Kevin Magnussens andenplads i Melbourne er i fare. Foto: Scanpix

Kevin Magnussens andenplads i Melbourne er i fare. Foto: Scanpix

PARIS:Red Bull har torsdag officielt afleveret en klage over diskvalifikationen af Daniel Ricciardo i Melbourne.

Den 24-årige australier blev efter løbet frataget sin andenplads, som i stedet gik til Kevin Magnussen (McLaren), da Red Bull havde overtrådt de nyindførte brændstofregler i Formel 1.

Klagen skal nu behandles af appeludvalget under den internationale motorsportsunion, FIA, der vil se på sagen inden for de kommende uger.

Afgørelsen kan få stor betydning for Kevin Magnussen, da andenpladsen giver 18 point i VM-stillingen, mens tredjepladsen blot er 15 point værd.

Tyske Nico Rosberg (Mercedes) vandt sæsonpremieren i Melbourne og topper VM-stillingen med 25 point.

Forud for denne sæson er der indført en række ændringer i Formel 1 - blandt andet omkring forbruget og tilførslen af brændstof, hvor bilerne blot må bruge 100 kilo per løb.

Red Bull-boss Christian Horner mener ikke, at hverken Daniel Ricciardo eller holdet har gjort noget galt.

- Det er ikke Daniel, der har lavet en fejl. Og jeg mener heller ikke, at holdet har lavet en fejl, siger Horner./ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.