Redaktør kalder fusion for avisprostitution

Journalistik 25. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Avisfusionen mellem Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken modtages forskelligt af de selvstændige dagblade i provinsen. Det er en form for avisprostitution, skriver Skive Folkeblad, mens Fyens Stiftstidende hilser fusionen velkommen og mener, at fusionsaviserne vil være i stand til at bevare deres varemærke; det redaktionelle indhold. - Samarbejde på særlige felter for eksempel trykning eller annoncer kan være sund fornuft. Men det er og bliver problematisk, når holdningsmæssigt vidt forskellige dagblade går i seng med hinanden i en storstilet avisfusion, siger Ole Dall, ansvarshavende redaktør, Skive Folkeblad. - Nu bliver virkeligheden jo, at hvis man holder Jyllands-Posten, er man samtidig med til at støtte udgivelsen af Ekstra Bladet. Og fremover er bordelannoncerne i Ekstra Bladet med til at sikre Jyllands-Postens fremtid, mener han. I tirsdagens leder skriver han videre: "Virkeligheden bliver også, at Politiken med en socialliberal grundholdning nu lader sig fusionere med Jyllands-Posten, der i 1938 udtrykte forståelse for de tyske nazisters mishandling af jøderne efter Krystalnatten. Trods alle positive intentioner er avisfusionen derfor også en beklagelig triumf for holdningsløshed og historieløshed. Det er og bliver en form for avisprostitution". Selv om fusionsaviserne har travlt med at betone, at der ikke er tale om et redaktionelt samarbejde, mener Ole Dall, at avisfusionen på længere sigt ikke kan undgå at føre til et pres om former for redaktionelt samarbejde. Fra Fyn lyder der andre toner fra Egon Tøttrup, ansvarshavende chefredaktør, Fyens Stiftstidende. - Jeg synes, fusionen er en god idé og regner med at se flere fusioner i fremtiden. Det er meget kapitalkrævende at udgive avis, og flere af dagbladene kører med meget små overskud. Jeg mener, at der er mange samarbejdsmuligheder også i provinsen især med distribution, annoncesalg og tryk, siger han. - Set fra Fyn er det meget fornuftigt med to store aktører på markedet, og jeg tror, at der også i fremtiden vil være plads til en række frie aviser/neutrale spillere uden om dem. Så jeg ser få ejere, men stadig mange aviser i fremtiden, siger Egon Tøttrup. Han håber, at fusionen i første omgang vil føre til, at der bliver ryddet op i de rabatter, som bladhusene giver læserne. - Det vil give større stabilitet, hvis man får saneret i rabatterne, for der rammer de stores indbyrdes konkurrence alle andre. Det er jo sådan, at når de store elefanter danser, tramper de alle andre ned, siger han. Egon Tøttrup mener ikke, at fusionen vil føre til et redaktionelt samarbejde: - Avisernes varemærke er det redaktionelle indhold, og sådanne varemærker kan man ikke smelte sammen. Man kan hente synergifordele på andre områder, men ikke redaktionelt. Man taber altid læsere på fusioner, for de vil ikke have trukket en fremmed avis ned over hovedet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...