Danmark

Redaktør nægter at skrive om homovielser

Læserne af Vesthimmerlands Folkeblad må undvære artikler om homovielser - redaktøren er imod.

Redaktør nægter at skrive om homovielser

Homovielser må ikke få plads i spalterne i Vesthimmerlands Folkeblad. Redaktøren vil ikke skrive om det nye vielsesritual for homoseksuelle.

Redaktøren er nemlig selv imod homovielser i kirken, skriver tv2nord.dk.

På vegne af biskoppen i Aalborg Stift sendte præst og pressemedarbejder Christian Roar Pedersen mandag en mail til en række nordjyske ugeaviser, hvor han opfordrede dem til at skrive om det nye vielsesritual for homoseksuelle.

Svaret fra redaktør Preben Eskildsen på Vesthimmerlands Folkeblad chokerer:

- I kan skrive, hvad pokker I vil angående homovielser, men det er forkert, og vi vil ikke bruge spalteplads på det, skrev Preben Eskildsen tilbage på mailen.

Præst Christian Roar Pedersen er rystet.

- Det er et stort problem, hvis der er dele af pressen, der ikke vil skrive om visse emner.

- Jeg håber, at han er en enlig svale, men hvis det er et generelt billede, så er det da et problem for demokratiet.

- Det er da et mærkeligt nyhedskriterium, at han ikke vil skrive om det, han selv er uenig i, siger Christian Roar Pedersen til tv2nord.dk.

Vesthimmerlands Folkeblad har et oplag på 9600 aviser hver uge. Redaktøren siger kort over telefon, at han selv ejer avisen privat, og at han derfor er i sin gode ret til at nægte at skrive om de emner, han ikke selv går ind for.

- Jeg er meget imod homovielser i folkekirken, og jeg synes, at kirkeministeren blander sig i noget, han ikke skal blande sig i, siger Preben Eskildsen.

Vesthimmerlands Folkeblad kalder sig selv en upolitisk avis. Bladet skriver ofte om arrangementer i de lokale kirker.

/ritzau/