Reddede kollega fra at dø under jernplade
Hjælpen var nær, da en 31-årig mand fik en 670 kilo tung jernplade ned over sig
AALBORG: Menneskekroppen er i stand til de mest utrolige ting under pres, det erfarede den 34-årige lastbilchauffør Frands Ejdrup på nærmeste hold, da han onsdag formiddag var på arbejde ved en udgravning i krydset mellem Kastetvej og Vestre Fjordvej i Aalborg.
Pludselig stod han i en situation, hvor en 31-årig kollega lå bevidstløs under en 670 kilo tung jernplade. En gravemaskine var ved at flytte den tunge plade, der væltede ned over manden på grund af en manglende sikring på en krog.
Flere hjalp til
Lastbilchaufføren handlede instinktivt, og med de bare næver løftede han den 670 kilo tunge jernplade væk fra den bevidstløse kollega.
- Til alt held kom der en flink social- og sundhedshjælper, og der kom én fra Beredskabscenter Aalborg, som var på vej på arbejde, og så overtog de sådan set alt med førstehjælp, aflåst sideleje og tilkaldelse af hjælp, forklarer Frands Ejdrup.
Er ingen helt
Historien om Frands Ejdrups kraftpræstation nåede ud i flere danske medier i løbet af onsdagen og torsdagen, og han er flere steder blevet fremstillet som en helt.
- Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det, men jo, jeg har da haft ved den plade, det er da rigtigt nok, men jeg tror, at langt de fleste ville have gjort det samme, siger Frands Ejdrup.
Den nødstedte kollega slap fra den livsfarlige situation med en brækket fod samt flere mærker og skrammer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.