Redder med lidt mere i tasken

- Uddannelsen har gjort mig mere rolig

HJØRRING:Lars Borup arbejder som redder hos Falck i Hjørring. Han er en af landets 12 paramedicinere og en af de to, der arbejder i Nordjylland. Lars Borup har hele tiden haft en meget stor interesse for ambulancearbejdet, og derfor tøvede han ikke med at søge om optagelse på uddannelsen til paramediciner. - I gamle dage var ambulancen bare et transportmiddel, som skulle bringe patienten hurtigere til sygehuset. Men i dag er det ikke alle byer, der har et sygehus, og derfor er afstandene blevet større. Og jo hurtigere man kan yde hjælp, des større er patientens chance for at blive rask, siger Lars Borup. Uddannelsen har givet ham større baggrundsviden og et bedre kendskab til menneskekroppen. - Jeg er blevet bedre og hurtigere til at se symptomerne hos patienten og det betyder, at jeg hurtigere kan hjælpe, siger Lars Borup. Efter at Lars Borup er blevet uddannet som paramediciner indeholder hans taske flere hjælpemidler. I medicintasken er der således smertestillende, kvalmestillende, astmamedicin, hjertemedicin, hjertestopmedicin, medicin mod overdosis, vanddrivende og sukkervand. - Den største forskel er, at jeg kan give en del medicin direkte i blodåren, hvilket betyder at medicinen virker meget hurtigt, siger han. Nogle af medikamenterne kræver, at Lars Borup telefonisk kontakter en læge, som giver ham lov til at bruge medicinen. - Men i og med, at jeg har mulighed for at give medicinen, kan jeg sætte hurtigere ind, end hvis patienten først skulle have medicinen ved ankomsten til sygehuset. Og en hurtig indsats er alfa og omega, siger han. Personligt betyder de nye kompetencer også meget. - Jeg har altid været rolig udadtil, men føler en større indre ro, når jeg er ude ved patienterne, for med min nye viden og de nye mediciner i tasken ved jeg, at jeg bedre kan håndtere de fleste akutte tilfælde. Så patienterne mærker ingen forskel, men det gør jeg selv, siger han. Lars Borup holder sig dog for øje, at selv om han som paramediciner nu har mere avancerede hjælpemidler med sig, så er det vigtigt, at han ikke glemme de basale ting. - Det er vigtigt at vide, hvor ens begrænsninger går, og man skal stadig bruge sin sunde fornuft, siger han. I og med at Nordjylland kun har to uddannede paramedicinere, er der intet område, som kan opretholde et paramedicinsk døgnberedskab. Derfor arbejder Lars Borup stadig som "almindelig" ambulanceredder. - Men jeg bruger de nye kompetencer når det er relevant, siger han. I sit daglige arbejde kører Lars Borup også akutbil - den bil, som ikke er beregnet til patienttransport, men som til gengæld stort set altid er i nærområdet, og dermed er hurtigt fremme. At køre akutbil betyder, at Lars Borup kører alene, og altså ikke har en kollega at rådføre sig med. Også i den forbindelse synes han, at paramedicineruddannelsen har rustet ham bedre. - Som akutredder står man ofte alene med en kritisk syg eller tilskadekommen person, hvor ens behandling er meget vigtig for patienten, og ofte kan jeg assistere de kollegaer, der ankommer i ambulancen, ved at anvende de medicinske kompetencer, jeg har som paramediciner.