Nordjylland

Reddere strejker mindst en uge mere

Den står på nødberedskab indtil medarbejderne har stemt ja til forlig

Strejken hos Falck er udsat i 14 dage. Arkivfoto: Falck.dk

Strejken hos Falck er udsat i 14 dage. Arkivfoto: Falck.dk

Ja eller nej? Svaret foreligger først onsdag 20. juni klokken 15. Indtil da er det uvist, om Falckredderne accepterer det forlig, der blev forhandlet hjem i weekend. - Det er svært at fornemme stemningen. De lavestlønnede er tilfredse, mens dem med højest uddannelse og flest gener ikke er tilfredse med indholdet i forliget, vurderer Vagn Pedersen, fællestillidsmand for Falckredderne i Nordjylland, efter i går at have orienteret små 300 nordjyske reddere om det konkrete indhold i forliget. Med det nye forlig er Falckredderne sikret, at de 1. maj 2009 får mellem 42.000 og 50.000 kroner mere om året. Det svarer til omkring 4000 kroner mere om må­neden, hvilket er en lønstigning på 18 procent over to år. - Jeg hå­ber, at medlemmerne stemmer ja, så vi kan komme videre. Og jeg tror ikke, at vi får mere fra arbejdsgiverne uden selv at skulle give køb på fleksibilitet i form af arbejdstid. Og det er vi ikke indstillet på, siger Vagn Pedersen. Han understreger, at så længe der ikke er stemt ja til et forlig, bliver redderne hjemme. Derfor undrer han sig over, at Falck i går rykkede annoncer ind i landets aviser med overskriften: "Fuldt beredskab igen". - Jeg var ved at få morgenmaden galt i halsen, da jeg så den. Og kollegerne er frustrerede over den annonce, for vi er tidligst tilbage på arbejde torsdag morgen næste uge. Hvis afstemningen altså ender med et ja, siger Vagn Pedersen. martin.bach@nordjyske.dk