Reden åbner sundhedsklinik

Tilbuddet om gratis og anonym undersøgelse er primært rettet mod udenlandske kvinder i prostitution

Daglig leder Jeanette Dam Kaastrup og frivillig læge Natalie Parks Laurberg er to af tovholderne i klinikken. Foto: Henrik Louis

Daglig leder Jeanette Dam Kaastrup og frivillig læge Natalie Parks Laurberg er to af tovholderne i klinikken. Foto: Henrik Louis

AALBORG:Reden slår dørene op til en helt ny sundhedsklinik, der skal hjælpe og rådgive især udenlandske kvinder, der arbejder i prostitution og ikke har adgang til det danske sundhedsvæsen.

- Det handler om at fremme den generelle sundhed hos kvinderne om mindske smittefaren af seksuelt overførte sygdomme, siger Jeanette Dam Kaastrup.

Hun er daglig leder af Reden, der er en del af KFUKs Sociale Arbejde og et ikke-offentligt tilbud om hjælp og vejledning til mænd og kvinder der enten er i prostitution eller har mén eller skader efter et liv i miljøet.

Gratis test for sygdomme

- Der findes udenlandske kvinder i prostitution, som ikke er kommet hertil på lovlig vis. Og de har blandt andet det problem, at de ikke har adgang til det danske sundhedssystem, da de ikke har det gule sygesikringsbevis, siger Jeanette Dam Kaastrup.

Det betyder, at kvinderne kan gå rundt i uvished om seksuelt overførte sygdomme, graviditet eller skader som følge af prostitution.

- De kan have brug for at komme til lægen eller blot snakke om prævention og seksuel sundhed. Her er kvinderne anonyme, og de kan gratis blive testet.

Klinik er åben hver torsdag

Syv frivillige læger er tilknyttet sundhedstilbuddet, de kan blandt andet udskrive receptpligtig medicin og p-piller samt visitere til akut undersøgelse og akut behandling på sygehuset.

Sundhedsklinikken åbner i dag, torsdag 5. november. Fast åbningstid er også fremover torsdage fra klokken 17 til 20.

Adressen er hos Reden i Danmarksgade i Aalborg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.