Rederi får prisen på ny færge torsdag

Buddene på en ny Feggesundfærge offentliggøres torsdag

Mors-Thy Færgefart er fast besluttet på at få en ny færge på Feggesundoverfarten. Rederiet har tidligere fået udarbejdet en licitation, der imidlertid var så bekostelig, at rederiet besluttede at lægge tilbuddene ned i en dyb skuffe. Nu forsøger Mors-Thy Færgefart igen, og torsdag middag offentliggør Mors-Thy Færgefart i Morsø Kommunes administrationsbygning licitationen på byggeriet af en ny færge til Feggesund. Formanden for Mors-Thy Færgefart Viggo Vangsgaard, (S), der tillige er formand for Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø, håber på et prisfald for byggeriet af en ny Feggesund færge i forhold til en tilsvarende licitation for et par år tilbage. Viggo Vangsgaard hæfter sig ved, at Fursund Rederi netop har bestilt en ny færge, som viste sig adskillige millioner billigere at bygge end budgetteret. - Stålpriserne er faldende og renten er lav, så vi tror, at byggeprisen kommer under den første licitation på Feggesund, siger han. Mors-Thy Færgefart afviklede sommeren 2010 licitation over nye færgelejer i Amtoft i Hannæs og Fegge på Mors. Prisen for de to færgelejer med tilhørende opmarchbåse beløber sig til 24 mio. kr. Totalt har politikerne i Thisted og Morsø Kommuner sat en øvre grænse på omkring 55 mio. inklusive ny færge og færgelejer. Viggo Vangsgaard bekræfter, at han forventer, at prisen for en ny Feggesundfærge befinder sig i farvandet af godt 30 mio. kr.

Breaking
Så er det besluttet: Næsten alle coronarestriktioner ophæves 1. februar
Luk