Rederi investerer i hjertestartere

Rederiet Color Line, der sejler på ruten Hirtshals-Kristiansand, køber nu hjertestartere til alle sine havne og terminaler for at bidrage til sikkerheden om bord.

Color Line har købt hjertestartere til alle de havne, rederiet anløber. Foto: Torben hansen

Color Line har købt hjertestartere til alle de havne, rederiet anløber. Foto: Torben hansen

- Vi har årligt ansvaret for over 2 mio. menneskers ve og vel i Color Line, så forholdene skal selvfølgelig være 100 pct. i orden, når man rejser med os, forklarer adm. direktør Henrik Renneberg, Color Line. I forbindelse med indkøbet gennemgår alle de Color Line-medarbejdere, der har kundekontakt i det daglige, nu et obligatorisk kursus i brugen af de nye hjertestartere, så de kan træde til, hvis uheldet er ude. Det har dog samtidig været vigtigt for Color Line, at de nye hjertestartere ikke kræver forhåndskendskab, men kan betjenes af alle, både Color Lines egne medarbejdere og de feriegæster, der ikke nødvendigvis selv kan førstehjælp. - Vi har valgt at købe udstyr, der kan betjenes af alle, da hurtig hjælp er altafgørende ved hjertestop. Der er tale om de sidste nye hjertestartere, der taler til dig og guider dig igennem genoplivningsforsøget, så der er så høj sikkerhed som muligt. Hjertestarterne er fuldautomatiske og kan guide dig til at yde hjertemassage, indtil hjælpen når frem, hvis det ikke virker, forklarer Henrik Renneberg. Color Line har samtidig fået registreret hjertestarterne på hjemmesiden Hjertestarter.dk, så de danske alarmcentraler har kendskab til hjertestarterne. Ved telefonopkald til 112 kan alarmcentralen derfor oplyse, om der er en hjertestarter i nærheden.