Rederierne: Pirater er et alvorligt problem

Mens piraterne er stækket ved Somalia, er de et stigende problem for danske rederier ud for Vestafrika.

Rederierne: Pirater er et alvorligt problem

Når det somaliske pirateri kostede det internationale samfund 34 milliarder i 2012 samtidig med, at der var en nedgang i pirateriet på 70 procent, viser det, hvor alvorligt problemet er.

Det siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen.

- De kæmpe store beløb for at beskytte sig mod pirateri viser i sig selv, hvor alvorligt problemet er.

- Alene rederiforeningens medlemmer skønnes at bruge mellem en og 1,5 milliarder kroner årligt i relation til pirater, siger Jan Fritz Hansen til Ritzau.

Hovedparten af rederiernes omkostninger går til brændstof, fordi skibene ofte er nødt til at sejle hurtigere i piratfarvande.

Dermed ligger de danske skibsrederes erfaringer tæt på det billede, som tænketanken One Earth Future tegner af omkostningerne ved pirateriet i 2012 i en ny rapport.

- Heldigvis har den store indsats fra de militære flåder og muligheden for at benytte bevæbnede vagter i flere tilfælde gjort det muligt at sejle mere omkostningsbevidst og miljøvenligt, siger Jan Fritz Hansen.

Derfor kan der skrues lidt ned for omkostningerne ved at sejle i de enorme farvande ved Somalias østkyst, men hvad der spares der, er rederierne nødt til at bruge på at beskytte sig mod pirater på Afrikas vestkyst.

- Desværre ser det ud til, at de beløb, danske rederier kan spare ved, at situationen ud for Somalia er kommet mere under kontrol, nu skal anvendes til øget piratsikring ud for Vestafrika, siger Jan Fritz Hansen.

Danske rederier opererer på ethvert tidspunkt af døgnet 100 skibe inden for Somalia-piraternes aktionsradius. Ud for Vestafrika har danske rederier 30 skibe i daglig operation.

- Selve størrelsen af disse danske aktiviteter indebærer, at vi skal være ekstremt opmærksomme på alle initiativer, der kan sikre vore søfarende og skibene, og derfor løber der betydelige omkostninger på også for dansk skibsfart, siger Jan Fritz Hansen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.