Trafikulykker

Redningsaktion afblæst på fjorden

Hurtigbåd endte 15 meter oppe på land uden fører.

Nordjyllands Politi kunne afblæse en redningsaktion med helikopter over fjorden lørdag eftermiddag. En hurtiggående båd, som dem Jægerkorpset anvender, var observeret i høj fart ud ad fjorden uden fører ved Villestrup Å. Båden slog et par kraftige sving på fjorden og endte 15 meter oppe på land ved Ouregård. Såvel vhf som ekkolod var tændt om bord, men altså ingen personer. Derfor blev såvel ambulance som redningshelikopter tilkaldt af vagthavende hos politiet, men en halv time efter kunne aktionen afblæses, da en mand fra hjemmeværnskutteren Fanø meldte sig og oplyste, at han var faldet overbord fra den hurtige båd og at han var uskadt.