Redningsberedskab holdt for nar

Storstilet eftersøgning i Nordsøen var spild af kræfter

Militær 1. juli 2003 08:00

AALBORG: Søværnets Operative Kommando indstillede søndag aften eftersøgningen af et skib i Nordsøen, hvor to fiskerbåde tidligere på dagen opfangede en melding om, at skibet havde 70 graders slagside, og at mandskabet ville gå i flåderne. - Enten er skibet sunket, eller også er der tale om en dårlig joke, siger den vagthavende officer hos SOK. Han hælder mest til det sidste. - Et skib af en størrelse, som kræver en besætning på 27 mand, går ikke ned i godt vejr, uden at vi havde fået flere informationer. Det forsvinder ikke bare. Hvis der var overlevende, havde vi fundet dem, siger han. To F16-fly og flere helikoptere blev sendt ud i området omkring 65 sømil ud for den jyske vestkyst, men fandt ingen tegn på hverken skibet eller flåderne. En af helikopterne var fra SAR-beredskabet på Flyvestation Aalborg, hvorfra også et F16-fly gik på vingerne. Redningsheliopteren fra Aalborg cirklede over et større område i Nordsøen i flere timer, og var nødt til at lande på Thyra-feltet tre gange for at få tanket op. Først hen under midnat returnerede helikopteren til Aalborg. Hvis der sket et skibsforlis og mandskabet var gået i flåderne, ville disse have aktiveret en alarm, men SOK har ikke modtaget signaler fra redningsflåder. Heller ikke de fem danske og tyske fregatter, som sent søndag aften stadig var i området, havde set spor efter det påståede forlis. Det store opbud af mitære skibe skyldtes, at der blev holdt en flådeøvelse i området, og derfor deltog også helikoptere fra så forskellige lande som Tyskland, England, Frankrig og USA. Formue brændt af SOK har kontaktet det verdensomspændende forsikringsselskab Lloyd's om forlismeldingen og bedt selskabet om at melde tilbage, hvis redere henvender sig om forsvundne skibe. - Den har kostet en formue, siger den vagthavende officer om eftersøgningen. SOK havde mandag atter et fly i luften for at afsøge området, men der var stadig ikke noget at se. Mayday'et blev udsendt på en lokal arbejdskanal, der ikke rækker særlig langt og som normalt ikke bruges til nødmeldinger. På grund af den begrænsede rækkevidde mener SOK at kunne sige med sikkerhed, at den falske nødmelding blev afsendt ude på vandet. To fiskerbåde opsnappede meldingen, men de fik ikke fat på skibets navn. Det forlyder, at personen talte engelsk men med kraftig "asiatisk" accent. - Vi forsøger at finde frem til det skib, hvor meldingen kom fra, men det bliver svært, erkender vagthavende officer hos SOK.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...