Redningskrans til kirurgi med ændringsforslag

Poul Erik Andreasen (S) foreslår, at Dronninglund Sygehus i lighed med Skagen Sygehus får lov til at prøve spareforslag af i praksis

Hals 26. september 2002 08:00

DRONNINGLUND: Amtsrådsmedlem Poul Erik Andreasen fra Dronninglund kaster nu i et sidste forsøg en redningskrans ud til kirurgisk afsnit på Dronninglund Sygehus. Han er klar med et ændringsforslag til budgettet for 2003, der skal redde kirurgien fra en flytning til Frederikshavn. I går var der ellers enighed blandt alle syv partier om budgettet for 2003, men på det seneste gruppemøde i Socialdemokratiet gjorde Poul Erik Andrensen det klart over for partifællerne, at han ville fremsætte et ændringsforslag. Forslaget giver kunstigt åndedræt til en gammel kending i debatten om kirurgisk afsnit. Tidligere har sygehuset selv forslået, at kirurgien fra Brovst Sygehus flyttes til Dronninglund. Poul Erik Andreasens forslag går ud på, at sygehuset i Dronninglund får lov til, som det er tilfældet i Skagen, at prøve et spareforslag af i praksis for at se, om det giver den nødvendige besparelse. Hvis ikke det lykkes at finde pengene, flyttes kirurgien. Desuden skal Dronninglund Sygehus i forslaget også overtage de patienter, der kommer til Brovst Sygehus fra andre amter. Det giver ifølge Poul Erik Andreasen en besparelse på cirka seks mio. kr. - De ansatte på sygehuset er dygtige, og så er der kortest til sygehuset i Dronninglund, siger han Formanden for sundhedsudvalget Karl Bornhøft (SF) har tidligere udtalt på et borgermøde på Dronninglund Hotel, at amtets forvaltning har regnet sig frem til, at en flytning af kirurgien fra Brovst til Dronninglund kun giver en besparelse på 1,5-2 mio. kr. Men den udtalelse tager Poul Erik Andreasen ikke så tungt. - Karl Bornhøft har også på samme tid taget afstand fra forslag i Skagen, og det samme var tilfældet med Frederikshavn/Hjørring Sygehus, siger Poul Erik Andreasen, der dog erkender, at det nok bliver op ad bakke at få ændringsforslaget vedtaget. Han går imod forslaget om at flytte kirugien til Frederikshavn, men han stemmer for det samlede budgetforlig Poul Erik Andreasen finder, at der er tale om forskelsbehandling, når politikerne har lyttet til protester i Frederikshavn og i Skagen og ændret på tingene men ikke gjort det i Dronninglund, selvom der er blevet samlet 10.000 underskifter mod spareforslaget i Hals og Dronninglund kommuner. - De siger, at de er kommet med så godt et tilbud i Skagen og Frederikshavn, hvorfor har man ikke lyttet i Dronninglund, og hvorfor vil man ikke prøve det af, siger Poul Erik Andreasen. Budgettet andenbehandles 8. oktober. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra det andet lokale amtsrådsmedlem, Poul Møller (V). I dagens første sektion kan man læse mere om, hvilke konsekvenser det nuværende budgetforlig får for sygehusene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...