Redningsplanken Rasmussen

AaB-keeper venter solid sæson på højt niveau

Aalborg 1. september 2005 18:23

AALBORG: Når minutterne flyver afsted som sekunder, når presset fra modstanderne bliver tungt og vedholdende, når håndboldkampe afgøres - så træder Søren Rasmussen ofte i karakter. Den 1,93 høje AaB-keeper figurerer næsten altid blandt sit holds bedste, og hvis det står til Rasmussen selv, så bliver han nøglefigur i den kommende sæson. - Min målsætning for sæsonen er at vise stabilitet. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at få forsvaret til at hænge sammen, og for at give markspillerne grund til at tro på deres målmænd, siger Søren Rasmussen. Han og holdkammeraterne viste alt andet end stabilitet søndag, da de tabte bronzefinalen i den lokale turnering HKS Cup til Bjerringbro/Silkeborg, men inden sæsonen går igang om en uge, er der alligevel grund til optimisme. - Vi har lært utrolig meget af sidste år, både hver enkelt spiller og klubben. Vi havde ikke moral nok sidste år, og lod os slå ud af modgang, fortæller han. Bredere front I forrige sæson var et af AaB Håndbolds varemærker ubetinget fight. Det gav pote med en bronzemedalje som resultat, og det er takterne fra den sæson, der skal støves af og findes frem igen. - I år er vi blevet forstærket væsentligt med rutinerede spillere, og det vil gøre os meget sværere at vælte. Der er flere spillere til at bære læsset, mener Rasmussen. Han fremhæver, at nyindkøbte spillere som Kristian Gjessing, Rasmus Haagensen og Thomas Klitgaard alle har rutinen og talentet til at blive centrale spillere, ligesom Daniel Svensson og et kuld nyudklækkede seniorspillere har vildskaben til at vende selv den mest umulige kamp. - I enhver håndboldkamp vil man komme ind i perioder, hvor modstanderne presser hårdt på og trækker fra. Det handler altsammen om at minimere tabet i de perioder og ellers arbejde stenhårdt på at slå tilbage, og det har vi holdet til at gøre nu, siger Søren Rasmussen. Han sender roser til sportsdirektør Jan Larsen for en god indkøbstur i sommer, der også har positive effekter udenfor banen. - De nye spillere er alle meget hyggelige og gode fyre, som er falder godt ind i tonen. Det har Jan Larsen med garanti også skelet til, da han ansatte dem, siger Rasmussen. Drømmer om medaljer I næste weekend træder AaB ind i pokalturneringen mod Hvidovre, men sæsonen starter for alvor om to uger, når nordjyderne gæster frygtede Kolding. Og selv om det kan lyde som lidt af en ilddåb, så glæder Søren Rasmussen sig. - Vi så sidste sæson, at Kolding skulle bruge lidt tid til at komme igang, og i de tidlige kampe kan alt ske, så jeg synes det er godt vi skal til Kolding først, siger målmanden. Han mener AaBs officielle målsætning om en plads blandt de fire hold i slutspillet er realistisk, men han tøver med at tage munden for fuld. - Vi har så godt et hold i år, at vi skal kunne komme med i slutspillet, og selvfølgelig drømmer jeg da om medaljer. Men det gjorde jeg også inden vi skuffede sidste sæson, så jeg tror vi skal tage det roligt og få bygget noget moral op, istedet for at snakke om metal, siger Søren Rasmussen. Heller ikke på det personlige plan vil han lægge unødigt pres på sig selv. Så trods det faktum, at Søren Rasmussen befinder sig i den gruppe af keepere, der slås om pladserne på landsholdet, så holder han sig til klubhåndbolden. - Selvfølgelig bliver jeg glad, hvis Ulrik Wilbek ringer efter mig, men for mig handler det om AaB og om mit eget spil, siger han. - Det hæmmer mit spil, hvis jeg skal koncentrere mig om, hvorvidt landstræneren er i hallen, så det er jeg holdt op med, slutter Rasmussen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...