EMNER

Redskaber til ny inspiration

SINDAL:En lastbil fyldt med gymnastikredskaber ruller snart ud på landevejene i Vendsyssel, og tirsdag den 28. oktober holder lastbilen ved Sindal-Hallen. DGI Vendsyssel og DGI Nordøst står bag initiativet, og formålet er at inspirere lokale gymnaster, og give dem en god og oplevelse ved en omgang fællestræning. - Der er mange foreninger, der ikke har redskaber, så derfor kan vi med indholdet i lastbilen give træningen en fornyelse. Og så inspirerer og udvikler instruktørerne hinanden i samarbejdet om fællestræningen, siger Ulrik Thomsen, konsulent i DGI Vendsyssel. Omkring 30 foreninger får besøg af 3-5 rejsende gymnaster, der kommer fra amtsgymnastikholdet. De afvikler fællestræningen sammen de lokale instruktører, der i Sindal-Hallen hovedsagelig kommer fra de lokale idrætsforeninger i Sindal, Lendum, Astrup og Ilbro-Lørslev. Ulrik Thomsen oplyser, at fællestræningerne typisk består af lege, redskabsaktiviteter samt af en Jay-Kid serie, som foreningerne gerne må benytte bagefter. Iøvrigt er det et mål, at en del af de børn, der deltager i Jay-Kid serierne, skal være med ved et gallarrangement den 3. april i Aalborg Kongres- og Kulturcenter.