”Redskabsskur” skal ned

Kommunen bremser byggeri ved Lønstrup med paragraf 14 forbud

Jakob Gammelgaard
Et nyopført skur i klitterne ved Lønstrup får kommunen til at gribe ind. Foto: Axel Søgaard
Lokalpolitik 1. oktober 2006 06:00

LØNSTRUP: Et redskabsskur kan udformes på mange måder, men når det opføres med tilhørende terrasse i allerforreste klitrække, og i øvrigt uden at der på forhånd er givet byggetilladelse, så får det kommunen op på dupperne. Hjørring Kommune er på vej med et paragraf 14 forbud, der betyder, at byggeriet af et skur ved et sommerhus på Klitten 9 øjeblikkelig skal standses. Ejeren vil efterfølgende få besked på at pille ”liebhaverskuret” ned igen. Han havde formentlig regnet med, at han efterfølgende kunne få det godkendt, men der har han altså forregnet sig. Ingen lokalplan Der er dog ingen lokalplan, der direkte forbyder sådan et skur, og der står heller ikke noget i kommuneplane. Det er også netop derfor, at kommunen trækker i nødbremsen og udsteder et paragraf 14 forbud. - Den slags byggeri kan vi ikke have i klitterne - det minder mest om et anneks til sommerhuset, så der skal hurtigst muligt laves en lokalplan, der forhindrer den slags, siger formand for kommunens teknik og miljøudvalg, Ole Ørnbøl, (S). Paragraf 14 i planloven giver kommunen mulighed for at gribe ind, når en grundejer vil lave forskellige ændringer på sin ejendom, og kommunen ikke kan forhindre det på anden måde. Efterfølgende skal kommunen inden for et år have fremlagt et forslag til en lokalplan, der regulerer området. Grundejeren kan ikke få erstatning. Skuret har også givet anledning til en række klager fra naboerne. - Det ligger jo også og blokerer udsigten fra de andre sommerhuse, siger kommunens planlægger, Tonni Hansen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ejeren af sommerhuset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...