Refleksernes dag i Dronninglund

Skolevæsen 1. november 2002 07:00

DRONNINGLUND: Torsdag morgen stod Sund By Dronninglunds koordinator Hanne Carlsen og en kollega med et lagen over hovedet sammen med tre små spøgelser fra 5.c ved cykelstativerne ud til Dronninglund Skoles parkeringsplads. Fra 7.30 til 8.00 delte de gratis spøgelsesrefleksbrikker ud til de børn, der var på vej til skole, for at minde dem om, hvor vigtigt, det er at bruge reflekser. For uden reflekser er børnene stort set usynlige i trafikken - ganske som spøgelser, fortæller Hanne Carlsen. Selv langt de fleste elever blev kørt til skole af deres forældre, så forklarede flere af de børn, NORDJYSKE talte med, at de nok skal få brugt reflekserne. - Vi er tit ude og lege på vejen ved syvtiden om aftenen, og der er det jo blevet mørkt, siger Frederik, der går i skolens børnehaveklasse b, og hans søster Sarah fra 3.c bakker ham op. Hun er ligesom de fleste andre børn avisen traf helt med på, hvad reflekserne skal bruges til. - Dem skal man have på, når det er mørkt, ellers bliver man kørt over, siger hun. Mette fra 3. a mener også, at hun nok skal få brugt refleksen. - Jeg bor herude på Ulvebakkevej og følger tit min veninde hjem om aftenen, efter det er blevet mørkt, siger hun. René fra 3. a er enig med hende. Han fortæller, at han først og fremmest regner med at få brugt sin refleks, når han er ude at løbe sammen med sin far om aftenen, men tilføjer ligesom et par andre 3. klasseselever, at han dog er lidt i tvivl om, hvordan den skal bruges.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...